Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes Carsten Hauch.
171
i Hovedet.(i — «Sligt kan man ikke see
udenpaa, min Pige,» svarede en Månd, der
stod ved Siden af dem; «viis mig Din
Forstand af Dine Gjerninger, staaer der jo
skrevet.« — »Ak, De har dog Synd deraf,
at de leer af ham,« sagde den unge Pige,
»hvis Vorherre har straffet ham saa haardt,
at han ikke er rigtig klog, saa er det jo
dog Noget, som han ikke kan gjøre ved.»
— »Ja, ja,« svarede den Månd, der stod
ved Siden af hende, »det kan nu ikke være
anderledes, det er Verdens Gang, hvad vilde
han paa den Gallei? som skrevet staaer.»
Menneskesværmen blev bestandig større,
jo nærmere man kom til det Sted, hvorfra
Dampskibet bedst kunde sees. Da Fultons
Skibsjolle ikke var stor nok for at rumme
det hele Selskab, der ledsagede ham, saa
lod han Jolin Bridle, tilligemed en Deel af
Selskabet, roe ombord i Forveien og blev
selv staaende paa Flodbredden for at vente
paa Jollens Tilbagekomst; thi uagtet der
var mange Baade paa Floden, saa kunde
han dog ikke benytte nogen af dem,
eftersom de alle vare udleiede og fulde af
Mennesker.
Sang af „Hamadryaden".
Mig ængster urolige Drømme,
Jeg kan dem ei ret forstaae,
Dog skiælver jeg liig en Forbryder,
Naar jeg dem tænke maa.
»Og skiælver Du liig en Forbryder,
Da gaaer du en farlig Vei,
Betro dig dog til din Moder,
Hun vist forlader dig ei.«
Jeg siger det ei til min Moder,
Skiøndt aldrigf hun har mig forladt;
Jeg kæmper imod, til den klare Dag
Opsluges af sorten Nat.
»Og kæmper du hele den klare Dag,
Saa bringer dog Aftenen Fred;
Om Natten maa du dog hvile,
Da hviler din Smerte med.«
Saa lidt min Smerte sig hviler
Som Aftenens vildeste Vind,
Om Natten vaagner med større Kraft
Den Tanke, der ængster mit Sind.
»Og vaagner den Tanke med større Kraft,
Der aldrig din Hu forlod,
Mod Enden kommer den rolige Søvn,
Den fængsler det vildeste Mod.«
Som Barn jeg kiendte kun rolig Søvn,
O! var jeg et Barn igien!
Dog nu sig fletter i hver en Drøm
En elsket, en fiendtlig Ven.
Polsk Fædrelandssang.
(Af „En polsk Familie".)
Hvorfor svulmer Weichselfloden, som et
Heltebryst,
Der i Døden knuses mod en vild, barbarisk
Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte
Grund,
Som en saaret Gangers sidste Suk i
Dødens Stund?
Weichselfloden snoer sig langsomt under
Krakaus Muur,
Stærke Skarer drog at bryde Ørnens Fange-
buur,
Sværd og Lee paa Sletten blinked mellem
Røg og Damp,
Ingen Stridsmand kom tilbage fra den vilde
Kamp,
Derfor høre vi bestandig Suk fra Flodens
Skiød,
Derfor risler den veemodig, som en Drøm
om Død,
Derfor sørge Mark og Enge med den hvide
Piil,
Derfor tabte Polens Døttre deres muntre Smiil.
Og ved Pigens Vugge sidde de med Graad
paa Kind,
Under Suk og Veemodssange slumrer
Glutten ind.
Men naar Drengen vaagner, synge de om
Kampens Ørn,
Under Sang om svunden Storhed vaagne
Polens Børn.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
