Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Steen Steensen Blicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Steen Steensen Blicher.
embede, som han aldrig havde omfattet med nogen virkelig Deltagelse, og som
han blev mere og mere uskikket til at bestride; thi huslige Sorger og voxende
Pengenød gjorde hans sidste Leveaar end trangere, end de tidligere havde været,
og den sørgelige Trøst, han søgte i Glasset, var kun en kortvarig Bedøvelse,
der idelig trængte til Fornyelse og snart nedbrød de Rester af Sundhed og Kraft,
som hans Livs mange tunge Tilskikkelser havde levnet ham.
Blicher er begraven paa Spentrup Kirkegaard. I Viborg er der ved
en Nationalsubscription rejst et Mindesmærke for den folkelige, i den danske
Litteratur enestaaende jydske Digter.
Af „Kjeltringliv".
Dagen var lummerheed. En heftig
Sydostvind blæste Varme ned — det var
en reen Scirokko. Hvidligrøde Tordenskyer
optaarnede sig hen over Horizonten i Østen
og Vesten. De lignede en Række af fjerne
Sneebjerge, hvis Kanter Solen forgylder,
afdeelte ved dybe og dunkle Dale.
Efterhaanden mistede een Skytop efter den anden
sit skarpe Omrids, udtyndede og udvidede
sig i lettere, lysere Strimer — Tegn til at
»Himlens Artillerie« begyndte at tordne;
men Buldret druknede i Blæstens susende
Strøm , og Blinkene i Solens Straalehav.
Jeg vandrede frem midt imellem begge
de ildsprudende Batterier. Tørsten drev mig;
uagtet den stærke Varme tog jeg hurtige
Trin, for at naae et Kjær, hvilket jeg med
Sikkerhed vidste, skulde befinde sig i den
Retning, jeg fulgte; hvor langt det var
borte, kunde jeg ikke skjønne, da der paa
denne flade Hedestrækning ikke fandtes
nogen ophøjet Gjenstand til Mærke; og
havde der end været en saadan, den disige
Lufts sittrende Bevægelse vilde dog have
forvirret og gjort det ganske utydeligt.
Endelig øjnede jeg Toppen af nogle
Vidiebuske og en bleg, grøn Stribe i Lyngen.
Min Hund, endnu mere vansmægtende end
jeg, vejrede højt og sprang foran mig
derhen; jeg misundte ham hans Forspring.
Desværre uden Aarsag. Jeg saae hain snart
skrabe i Jorden, og vidste nu, at Kjæret
var udtørret. Alligevel gik jeg did, for
med egne Øjne at indhente den sørgelige
Erfaring. Her stode vi begge skuffede i
vor bi-ændende Forventning. Jeg kastede
mig mismodig ned; men min stakkels Led-
sager peeb og fantede og skrabede ivrig
det visne Græs tilside, for at køle det
gispende Bryst i den endnu lidt fugtige
Engbund.
Beklag os ikke, medlidende Læser!
Jeg har kjendt en Månd — et Lykkens
Skjødebarn, en Skjæbnens og Menneskenes
Kjæledægge, som roste sig af, »at han
aldrig i sit Liv havde været rigtig sulten
eller tørstig« — beklager ham! den
Ulykkelige vidste ikke, hvorledes Vand smager;
vel endnu meget mindre, hvad det er,
udmattet af Gang, svinglende af Hede og
brændende Tørst at kaste sig i Bølgens
kølige, styrkende Favn. Denne Lyst ventede
mig kun en lille Fjerdingmiil fra det
vand-løse Kjær, hvor jeg kjendte en med Lyng
og Pors indfattet Hedesøe.
Gjenfødt til nye Anstrængelser, med
hiin ubeskrivelig søde Dirren i alle Nerver,
sad jeg lidt ophøjet over Søen i Vindsiden
paa en Gravhøj — den eneste i Omkredsen
saavidt Øjet naaede. Hunden laae ved mine
Fødder, og deelte de ambrosiske
Lækker-bidskener, Ost og Brød, da en levende
Gjenstand tildrog sig hans Opmærksomhed:
thi han rejste Hovedet lidt i Vejret, skjød
Ørerne op, trak Øjenbrynene sammen,
knurrede og udstødte et Par Smaabjæf. Jeg
drejede mig om, og saae et Væsen nærme
sig, som vel kunde forbause baade Mennesker
og Hunde. Det var nemlig intet mindre,
end en Slags Amphibie eller Hermaphrodit,
en uhyre lang Holophernes med Skjorter
paa, et Væsen altsaa — foroven Månd,
forneden Qvinde. Skikkelsen skreed, med
en Landse i hver Haand, hen imod mig- —
min Tommelfinger faldt af sig selv om Hanen
paa Geværet. Men snart opdagede jeg, at
Landserne ikke vare Andet end Kjeppe, og
endvidere, at Væsenet var en Dobbeltfigur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
