Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Steen Steensen Blicher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Steen Steensen Blicher.
Til Glæden.
Hulde Engel, du min Barndoms Ven!
Tro Ledsager i de svundne Dage!
Siig mig da, hvor est du flygtet hen?
Siig mig, naar — naar kommer du tilbage ?
Skjøndt ukjendt — du eengang fulgte mig,
Da min Sjæl var fri for Sorg og Smerte;
Nu — jeg kjender, nu jeg sjunger Dig,—
Ak! hvi flygter du nu fra mit Hjerte!
Ukaldt varst du dengang altid nær,
Leged med mig vaagen og i Drømme!
Nu, jeg kalder dig, o Ven saa kjer! —
Ubønhørt jeg maae i Taarer svømme.
Boer du i det Huus, hvor første Gang
Du har mine Læber lært at smile?
Boer du paa den løvbekrandste Vang,
Hvor du saae min Morgenstund henile?
Blev du i den Lund, som jeg forlod,
Da mig Skjæbnen ud i Stormen kasted?
Hos den Kilde, som fra Bakkens Fod
Mellem Blomsterne forbi mig hasted?
Boer du højt blandt hine Stjerners Hær,
Som jeg saae paa Himmelbuen tindre?
Har ej Himlen nu det samme Skjær?
Er dens høje Stjernehvælving mindre?
Er ej nu, som fordum, Lunden grøn?
Kilden klar udi sin Blomsterramme?
Er min Ungdoms Dal ej længer skjøn?
Eller — er jeg selv ej meer den samme?
Milde Engel! kom endnu engang!
Fyld min Barm med hine Længsler søde!
Tryl mit Hjerte med din Seraphsang!
Qvæg mit Blik med Haabets Morgenrøde!
See! jeg søger dig — o kom igjen!
Hør! jeg kalder, kom igjen tilbage!
Før mig til mit gamle Edén hen —
Eller til det ny du snart mig drage!
Til Sorgen.
Du, som taus med sænket Hoved staaer,
Liig en Lillie knækket paa sin Stængel,
Tornekrandsen om det sorte Haar, —
Glædens stille blege Søsterengel!
Kommer ogsaa du fra Himlen ud?
Kommer du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa du fra Glædens Gud,
Som en Sky for Solen, over Jorden?
Har du i din Smerte ingen Trøst?
Har du ingen Lindring i din Taare?
Vækker du kun Sukke i mit Bryst?
Rører du kun Hjertet for at saare?
Jo! du styrker, skjøndt du bøjer mig;
Ej forgjæves skal min Taare rinde.
Jo! jeg elsker, skjøndt jeg frygter dig,
Du min Sjæls tungsindige Veninde!
Jo! jeg elsker dig, min blege Brud!
Elsker dig som Nattens Skygger dunkle;
Af din Sky gaae Glædens Straaler ud,
Haabets Stjerner i din Skygge funkle.
Kom da Himlens Datter, naar du vil!
Ej skal Hjertet briste, skjøndt det bæver!
Mod det Lys, min Længsel stunder til,
Du mit Øje fra dit Mørke hæver.
Af „Bautastene."
Buhl.
Glat var din Kind, da første Gang
Du ind i Kæmperækken sprang;
Da mellem Mænd en Dreng Du stod ,
Og offrede dit unge Blod;
Da uforfærdet udi Dampen
Du viedes til Heltekampen!
Glat var din Kind, da første Gang,
I Kuglers Hviin og Sværdets Klang,
Dødsenglen foer forbi dit Bryst
Med huul og rædsom Tordenrøst;
Da første Gang du maatte bløde
Udi det vrede Heltemøde.
Glat var din Kind, da første Gang
Du Sværdet over Fjenden svang,
Da Kuglen kom og rev din Arm,
Du Gjæve, fra din unge Barm!
Da udi Ilden ufortrøden
Du hærded Dig til Heltedøden.
Højt var dit Mod, da anden Gang
Du ind i Kæmpedansen sprang,
Da ene paa blodrøde Dæk
Du standed — Sejerherrens Skræk!
Da lige frejdig udi Nøden
Du smilende udæsked Døden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
