Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold
Wergeland.
Har Du glemt dit Fadervor,
mindes Du ej Bøn at bede:
lær den af en Guddoms Vrede!
tænk dig, Synder, da tilsæde
i en Baad paa Sogne f jord!
Fjorden selv, den Havets Søn,
af sin Fader dybt i Landet
bortforviist, som Kain forbandet,
i sit Mulm, med Fjeldets blandet,
selv den kjender ingen Bøn.
Men den bedre end en Præst
kan dig lære fromt at bede,
ryste Hjertet i dets Rede,
frem de glemte Budord lede,
Du engang som Barn har læst.
Til Befal, til Bøn ej, vant,
Sognefjordens Stiim af Bølger
kun sin egen Vilje følger.
Selv sin egen Storm den dølger
som et Sværd i sit Gevandt.
Vil den suge endnu meer
Sorthed af Hurungers Skygge,
skyder den af sine snygge
tandudskaarne Bølgers Rygge
ud en »Havguuls« sorte Fjer.
Som af Ravne pidsket da
skynder den sig didindunder
Skyens Taarn, hvor Fjorden bunder,
mætter sig med Mulm, og blunder
til den atter vil derfra.
Da — det er een Times Ro:
Slumren endt, naar den begynder —
da, da er det Tid, du Synder!
at du djg i Baaden skynder:
Fjorden slumrer ej i to.
Uden Rast og uden Rist
vil den atter til sin Fader:
til det store Hav, soin hader
Sønnen med de vilde Lader,
og har derfor ham forviist.
Saa, til evig Fart fordømt,
Fjorden fremad og tilbage
mellem Hav og Bund maa jage,
indtil alle sine Dage
Tidens dybe Horn har tømt.
Af „Jøden".
Skibbrudet.
»Himmel, frels os! Dette sorte
Strøg derborte
er ej Skyer; det er Land!
Det maa Norges Kyster være;
og hvor nær vi Døden ere,
viser os det krappe Vand.«
Saa en enkelt Stemme skriger.
Stormen stiger;
Ingen hører heller paa. ,
Men i Alles aabne Munde
staar det kvalte Raab: »tilgrunde
inden en Minut vi gaa!«
Ak! Saa lang en Frist ej gaves.
Alt begraves,
førend ud Sekunden randt.
Skibet’, knust og overskyllet,
som en Gejst i Jorden tryllet,
flux for fulde Sejl forsvandt.
Men hvor Hvirvlen hvidest bryder,
op den skyder
langt om længe dog en Månd.
Det er Passageren: Jøden.
Ham alene, frelst fra Døden,
slynger Brændingen tilland.
Var ej Alles Time kommen,
var alt Dommen,
at han skulde overbord.
Thi hvorfor mon kom vel Nøden,
tænkte de, om ej for Jøden,
den Fordømte, som ej tror?
Til Amerika, hvor Aandens
og hvor Haandens
Frihed findes, stod hans Med.
I Europa blev ham Brødet
altfor bedskt, i Taarer blødet,
og hans Kind af Skam for hed.
Braadsjø, flux tilbage hastet,
har nu kastet
halvdød ham mod Kystens Væg,
som iblandt Europas Lande
løfter sig som Fries Pande
over Trælles låve Præg.
I en Revne mellem Stene,
hvor alene
Muslingen kan Fæste faa,
har han ind sin Højre kilet,
Venstren stræber, vidt udspilet,
Tangens glatte Busk at naa.
17"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
