Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
239
Høst-Betragtning.
Ak, hvor kvægende og stille
er dog denne Høstens Dag!
Endnu hviler Sorarens milde
Efterglands paa Skovens Tag.
Endnu, selv i Vaarens Drägt,
kan sig Markens Spirer klæde;
endnu til en stakket Glæde
Sommerfuglens Liv er vakt.
Alt er dog saa selsomt tyst;
thi med fred-indviet Bryst
hviler Jorden nu i ømme,
tankefulde, vaagne Drømme
om de svundne Dages Lyst.
Mellem disse lyse Lunde
har jeg mangt et Mindested.
Tanker selv, der dybest blunde,
vækkes her ved hvert et Fjed.
Ofte har jeg vandret her,
og mit Livs Forlis beregnet,
medens dog, bag Rosenhegnet,
Fuglens Glæde var mig nær.
Men i denne tause Stund
favnes jeg af Freden kun.
Mangt et Gjenfærd ser jeg drage
mig forbi, — men uden Klage
vandrer jeg fra Lund til Lund.
Thi en Trøst er klar oprunden
af Naturens milde Ro,
og en Talisman er funden
her, hvor mine Alfer bo.
Hver en Fryd maa trylles om
til et Savn, som Sjelen freder;
Mindet kun et Held bereder,
der er Livets Eiendom.
Derfor gaar jeg stille, glad,
i de lune Straalers Bad,
mens en glandsfuld Eftersommer
snor paa Ny af fagre Blommer
Krandsen, der er splittet ad.
Sorg.
Naar Sorgens Klokker ringe,
med Sukkenes Gjenlyd fra dit Bryst,
da fører en iskold Vinge
din Sjel til en natlig Kyst.
Der er en bitter Kvide,
som holder det bævende Hjerte lukt;
selv Sukkene kan ei vide,
hvorhen de skal tage Flugt.
De ilte med Angstens Styrke
i Nattens Time mod Himlens Lys,
og atter i Hjertets Mørke
nedsank de med Tvivlens Gys.
Ak, da er Verden øde,
og høstlig skummel er Vaarens Dag;
den reneste Sjeleføde
er vammel og mat af Smag.
De fredede Minder smile
ei mere, som før i en rolig Stund;
de komme som hvasse Pile
tilbage, og saare kun.
En Tone fra bedre Dage,
ja, Duften blot af en yndet Blomst,
kan true dit Bryst og nage
med manende Atterkomst.
Og lig en bævende Fange,
som intet Øie vil kjendes ved,
vandrer Du sky og bange
i Menneskers Flok og Fjed.
i
Tilsidst maa Sukket friste
paa Ny den higende Himmelgang.
Naar Hjertet af Sorg vil briste,
da seirer din Sjeletrang.
Din Harme, imens Du lider,
den bitre Trodsen af Støvets Mod,
maa slukkes for alle Tider
i Andagtens Taareflod.
Da er der Fred at finde,
da falder der Lys i Hjertets Vraa,
og Livet, som sänk derinde,
skal lutret igjen opstaa.
Len blide Dag.
Nu glimrer Sol-Nedgangen smukt
paa Bjergets mørke Tind,
og fra dets Bryst med langsom Flugt
hensvæver Aftnens Vind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
