Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251 Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
Og dette Navn for den ganske Jord
Han vil saa yndigt besynge,
Som hist det klinger i evigt Chor
»Marié!« blandt Engles Klynge.
Og lægger han da sin Cithar bort,
Saa Strængen atter maa tie,
Fra Barmens Dyb det klinger fort
I sødeste Toner: »Marie!«
Men heftigt Fyrstindens Hjerte slaaer,
Paa Læben Sukket hendøde;
Over Hals og sneehvide Skuldre gaaer
Den klareste Morgenrøde.
Som i en dyb, en tankefuld Drøm
Hun sidder med Panden bøiet;
Ned flyder Lokkernes brune Strøm
Og dølger Kinden og Øiet.
Markgreven stryger sit sorte Skjæg,
Han rynker sit Bryn og tier;
Men Ridderne hviske langs Salens Væg:
»Ja, der er flere Marier!«
2.
I Skoven er der saa luunt et Sted
Under Egens knudrede Grene;
Kilden risler saa tæt derved, —
Der stode de Begge alene.
Bag den skjermende Rosenhækkes Læ
Af sagte Zefirer vugget,
Dybt bøier Troubadouren sit Knæ,
Og frit udaander han Sukket.
Og et Svar ham møder fra hendes Røst,
Hun op til Himlen ham hæver,
Til Himlen i hendes kydske Bryst,
Hvor Kjærligheds Vaarblomst bæver.
Paa hans Pande et Kys, et eneste kun,
Hun vover med Iil at trykke;
Da lægger sig yndigt om Kind og Mund
Undseelsens Jomfrusmykke.
Hun sætter sig blødt under Buskens Hang
Paa blomsterbroderede Leie;
Oplader han da til Strængens Klang
Sit Hjertes kostbarste Eie.
De Billeder komme, de Billeder gaae,
Hans Toner saa lifligt male;
Fyrstinden smiler og lytter derpaa,
Til Øielaagene dale.
Og Troubadouren, den Elskede nær,
Paa duftende Leie sig strækker;
Mellem hende og sig, som et Cherubsværd,
Sin trofaste Cithar han lægger.
Og Kilden risler, og Droslerne slaae
I Skovens susende Sale;
Og Tankerne komme, og Tankerne gaae,
Til hans Øielaage de dale. —
Alt Aftensolen med Purpur og Guld
Har farvet Fjeld og Skove;
Markgreven vandrer saa tankefuld
Langs Kildens spillende Vove.
Da seer han det unge slumrende Par,
Og standser sin Fod forfærdet;
Bråt syder hans Blod, og kraftigt har
Han Haanden alt lagt paa Sværdet.
Men Haanden synker, — et andet Sind
At fatte hans Hjerte mægter;
Han sniger sig let under Egen ind,
Og løsner sin Kappes Hægter;
Og dækker med fyrsteligt Hermelin
Det drømmende Jomfruhjerte,
Den blændende Skulder og Foden flin, —
Og iler saa bort i Smerte.
3.
Saa ængstligt i Salen paa Montferrat
Der hvisker Ridder og Frue;
Markgreven kneiser med Fjederhat,
Og barsk er hans Øie at skue.
Og midt paa den tavlede Marmorgrund
Paa Knæ, med Kappen i Hænder,
Den unge Sanger, med blegnet Mund,
Til Fyrsten sit Øie vender;
Og stammer sagte: »Min Hersker og Ven!
Jeg gik mig en Gang i Lunden;
Ydmygeligt her jeg bringer igjen,
Hvad hist jeg usalig har funden!«
Fra Stolen hæver sig Fyrsten prud, —
Forstummet er Hvisken og Talen, —
Af Balgen drager han Sværdet ud, —
Da blegner hver Kind i Salen!
»Du Sangfugl! Du flakker mig hid og did,
Snart vil Du mig vel forgjette;
Thi skal Du nu stækkes, — til evig Tid
Jeg Dig udi Buur vil sætte!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
