Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
259
Da var det, som en Gysen
Tog fat i Folmers Krop;
Som skræmmet og forfærdet
Han saae til Svalen op;
Hans Pande blev alvorlig,
Et Suk steg fra hans Bryst,
Han hurtigt tog til Cithren, —
Det var altid hans Trøst.
Han sagte rørte Strængen,
Han spilled sig til Ro;
Venligt Fru Ellen smiled,
Men Ridder Strange loe.
Og da han saa var kommet
Til Aande lidt, han svang
Sig Lokkerne bag Øret
Og med kraftig Stemme sang:
»Med takket Gavl og Tinde,
Med Taarne og med Fløi,
Mod alle fire Vinde
Skuer Din Borg saa høi;
Den seer hen over Skove,
Over Eng og Agerland
Fjernt hen til mørkblaae Vove,
Til den skummende Strand.
Som en Kjæmpe den sig høiner
Med Blikket stolt og frit,
Alt hvad den herfra øiner,
Det kalder Du jo Dit:
De brede, fede Marker,
Den Skov med Hjort og Daa,
De fiskerige Parker
Og hver en Mølle-Aa.
Her skal Du Landet frede
Og skifte Bonden Ret;
Den Blinde skal Du lede
Og gjøre Armod mæt;
I Skoven og paa Hede
Der klinge skal Dit Horn,
Der skal Du Dyret bede
Og, spare Bondens Korn.
Du pløie skal og riste
Og lægge Rug og Byg,
Det Første og det Sidste
Til Dit Brød og Din Bryg;
Du Abild skal opdrætte
Og værne dem for Frost,
Og i Din Kjelder sætte
v Tønderne med Most.
De Smykkeurter pleier
Din ædle Hustru fiin;
Roser og Akkeleier,
Lavendel og Rosmarin
Skal staae i Havens Løkke
Fra Vaar til Sancte Hans; —
Hun selv er Livets Smykke,
Hun er det Heles Krands.
Stolt sidde Du, Hr. Strange!
Med Din yndige Gemal
Ved Gjæsteborde lange
I Din Høieloftssal;
Omkring Dig glade Gjæster,
En Venneflok Du seer, —
Thi Aaret har mange Fester,
Dit Liv faaer endnu fleer!
Vil Kongen Hofbud sende,
Da paa Din vrinske Hest
Foran de raske Svende
Du rider som til Fest.
Dig vinker Din Hjertenskjære
Fra Svalen med sit Slør:
»Kom hjem igjen med Ære, —
Med Seir, men ikke før!«
Hun vil i Gjensynsstunden
Frembære Dig et Pant,
At hun og har Seier vunden,
Imens Du Seier vandt!« —
Her hvisked Ellen listigt,
Hun smilede derved:
»Han taler noget dristigt,
Dog veed ban godt Besked!«
»Hav Tak,« vedblev ban, »Kjære!
Du bød mig Haus og Hjem;
Her var jo godt at være,
Men jeg maa længer frem!
Jeg kan ei sidde stille
Bag Borgens tykke Muur,
Saalænge Lærkens Trille
Kan lokke mig fra Buur.
See! Eders Hjort, den ranke,
Som bragte Fredens Skjold,
Eiheller havde Tanke
Til meer at staae i Fold.
Den tog sig for at følge
Sit eget Hjertes Lov,
Den kunde sin Lyst ei dølge,
Men drog ad grønne Skov.
Jeg fæster ingen Qvinde,
Jeg sætter aldrig Bo;
Jeg har en Elskerinde,
Som evigt jeg er tro;
Som Solen kaster Skygge,
Som Blomst har Blad ved Blad,
Vi sammen böe og bygge,
Og skilles aldrig ad.
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
