Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Forf. til »En Hverdags-historie« (Thomasine Christine Gyllembourg-Ehrensvärd)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Förf. til »En Hverdags-Historie.«
265
sagde til ham engang i min Nærværelse, at
du kunde hverken sove, spise eller læse af
bare Kjærlighed? At han maatte see sig
om en anden Amanuensis end dig, thi du
gik i Tanker og tog Livet af hans Patienter?«
Hermes loe, med et ret ungdommeligt Lune.
»Ja jeg husker det nok, og hvorvel der
jo naturligviis var megen Spøg og
Overdrivelse i mine Yttringer, saa var jeg jo
vistnok forelsket i din Cousine, og det er
vel intet Under, saa deilig som hun er.
Jeg seer hende endnu, som hun tog sig
ud paa dette Bal, hvor jeg første og sidste
Gang saae hende og talede med hende.
Denne pragtfulde Figur, de glimrende Farver,
forhøiede af de kulsorte Haar, de store,
smægtende, blaae Øine! Hvilken Månd,
naar han ikke var af Steen og Træ, kunde
dandse med en saadan Skjønhed, og ikke
blive til Fyr og Flamme?« »Nu,« sagde
Roller, »og naar man saa faaer Haab om
at blive Eier af en saadan Skjønhed, saa
sukker og grubler man, efter at man først
har været ude af sig selv af Henrykkelse,
som du jo var iforgaars , da din Fader . . .
Gud glæde ham, den gamle Doctor! jeg
kan endnu see det Ansigt, hvormed han
sagde: »»Rudolph! Du har viist dig som
en god Søn og en dygtig Læge; nu skal
du see, at jeg ogsaa er en god Fader og
en Doctor for de Sunde,«« hvorpaa han da
med gravitetisk og ironisk Mine tog et Brev
op af Lommen og leverede dig. Og du!
da du havde læst det, saa skulde du bare
have seet dig selv, hvordan dine Kinder
blussede, og hvordan du greb din Fader og
knugede den gamle Månd, saa jeg blev
bange, du skulde qvæle ham.« »Ak Gud,
ja vist! jeg blev gal og beruset. Men
veed du hvad der stod i Brevet?« »Brevet,«
svarede Roller, »var fra min Onkel.«
»Rigtig! fra Justitsraad Roller. Men dets
Indhold var ikke saa prægtigt, som jeg i det
første Øieblik syntes. Din Onkel talede
først vidt og bredt om den Høiagtelse,
Taknemmelighed o. s, v., som bandt ham til
min Fader, og om den Glæde, han vilde
føie ved nærmere Forening med en saa
fortræffelig Månd som en saa fortræffelig Mands
Søn etc. etc.; men — her kommer et Men:
Hans Datter, skriver ban, er Enke, og
har selv udelukkende Raadighed over sin
Haand og Formue. Dog — her kommer
det Værste — vil hverken han eller hendes
ældre Søster lade det mangle paa Raad og
Formaninger, som allerede engang tilforn
bestemte hende til et Valg, der nu medrette
kunde kaldes lykkeligt. Tænk dig! Din
stakkels Cousine, som eengang er opofFret
for Familieforhold, skulde maaskee nu
andengang overtales til at bortgive Resten af sit
Liv imod sin Villie! Og jeg skulde være
Den, som modtog et saadant Offer! Hun
kjender mig jo aldeles ikke. Hvorved skulde
jeg indtage et saa udmærket Fruentimmer,
som al Verden stræber at behage?«
»Hvorved?« udbrød Roller: »Du vil nok have
mig til at sige dig Complimenter? Du veed
jo nok selv, at du behager Damerne, uagtet
du selv ofte paastaaer det Modsatte. Du
er skinhellig. Men er der intet Andet iveien,
saa gratulerer jeg. Min Cousine har ogsaa
lagt Mærke til dig paa hiint meget omtalte
Bal, og talt fordeelagtigt om dig.« »Er
det sandt?« udbrød Hermes. »Ja det veed
Gud, det er sandt. Det vil sige, hun har
talt om dig med den hende egne Rolighed.
Stakkels Elise! Hun vil nok have Grund
til at skjønne paa en Månd som dig, efterat
hun har levet saamange Aar med en gammel,
vranten, tyrannisk Karl, som denne von
Barthold var, paa hans Død at sige.«
»Hvor længe var hun gift med ham?« »Det
kan jeg vel snart regne ud: I forrige Uge
fyldte hun tre og tyve Aar; da hun blev
gift, var hun sytten; i noget over et Aar
har hun været Enke; altsaa omtrent i fem
Aar levede hun med ham daraussen i
Holsteen.« »I fem Aar!« raabte Hermes: »Et
heelt Lustrum af skjønne Ungdoms-Aar!
Og det kalder nu hendes Fader et lykkeligt
Valg af en Ægtemand.« »Ja,« svarede
Roller, »det vil sige, fordi Manden er død,
og har efterladt hende sin betydelige
Formue. Du maa vide, at for min Onkel var
dette Giftermaal rigtignok lykkeligt, thi
denne Svigersøn reddede hans Ære og
Velfærd med en dygtig Sum Penge. Den gode
Papa var forbandet iknibe, og saa maatte
Datteren betale Gildet.« »Afskyeligt!«
raabte Hermes. »See nu!« vedblev Roller,
»nu er han paa grøn Qvist, og da han nu
har faaet Elise herover, saa er Alting jo
godt og prægtigt, og nu ønsker han vel
en Svigersøn, som erstatter i Føieliglied og
Artighed mod Familien, hvad han, som du,
mangler i Formue, En som ægter hans
Datter af Kjærlighed, og overlader sin
Svigerfader at bestyre hendes Formue,
ligesom hidtil. Ingen af Elises Familie har
nogensinde besøgt eller seet hende, medens
hun var gift, thi den gamle Barthold had
os paa en høflig Maade at blive borte, men
han gjorde dog et stort Huus derovre, og
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
