- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
303

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

303 Hans Christian Andersen.



har min gode Bevidsthed og det er altid
en lille Fornøielse!« Og saa holdt
Stoppenaalen sig rank og tabte ikke sit gode
Humeur.

Og der seilede Alleslags hen over den,
Pinde, Straa, Stumper af Aviser. »See, hvor
de seile!« sagde Stoppenaalen. »De veed
ikke, hvad der stikker under dem! jeg
stikker! jeg sidder her. See, der gaaer
nu en Pind, den tænker paa ingen Ting i
Verden uden paa »Pind« og det er den
selv, der flyder et Straa, see hvor det
svaier, see hvor det dreier! tænk ikke saa
meget paa Dig selv, Du kunde støde Dig
paa Brostenene! — der flyder en Avis! —
glemt er det, som staaer i den og dog
breder den sig! — Jeg sidder taalmodig og
stille! jeg veed hvad jeg er og det bliver jeg!«

En Dag var der Noget, der skinnede
saa deiligt tæt ved, og saa troede
Stoppenaalen, at det var en Diamant, men det
var et Flaskeskaar, og da det skinnede,
saa talte Stoppenaalen til det og gav sig
tilkjende som Brystnaal! »De er nok en
Diamant?« — »Ja, jeg er saadant Noget!«
og saa troede den Ene om den Anden, at
de vare rigtig kostbare og saa talte de
om hvor hovmodig Verden var.

»Ja, jeg har boet i en Æske hos en
Jomfru,« sagde Stoppenaalen, »og den
Jomfru var Kokkepige; hun havde paa hver
Haand fem Fingre, men noget saa indbildsk,
som de fem Fingre, har jeg ikke kjendt,
og saa var de kun til for at holde mig,
tage mig af Æske og lægge mig i Æske!«

»Var der Glands ved dem?« spurgte
Flaskeskaaret.

»Glands!« sagde Stoppenaalen, »nei,
der var Hovmod! de vare fem Brødre, alle
fødte »Fingre« , de holdt sig ranke op til
hverandre, skjøndt af forskjellig Længde;
den yderste af dem: Tommeltot, var kort
og tyk, han gik udenfor Geledet, og saa
havde han kun eet Knæk i Ryggen, han
kunde kun bukke een Gang, men han
sagde: at blev han hugget af et Menneske,
saa var hele det Menneske spoleret for
Krigstjeneste. Slikpot kom i Sødt og
Suurt, pegede paa Sol og Maane, og det
var ham, der klemte, naar de skrev;
Langemand saae de andre over Hovedet;
Guldbrand gik med Guldring om Maven og
lille Peer Spillemand bestilte ikke Noget
og deraf var han stolt. Prål var det og
Prål blev det, og saa gik jeg i Vasken!«

»Og nu sidde vi og glindse!« sagde
Glasskaaret. I det samme kom der mere

Vand i Rendestenen, den strømmede over
alle Bredder og rev Glasskaaret med sig.

»See nu blev det forfremmet!« sagde
Stoppenaalen, »jeg bliver siddende, jeg er
for flin, men det er min Stolthed og den
er agtværdig!« og saa sad den rank og
havde mange Tanker.

»Jeg skulde næsten troe, at jeg er
født af en Solstraale, saa flin er jeg! synes
jeg ikke ogsaa, at Solen altid søger mig
under Vandet. Ak, jeg er saa flin, at min
Moder ikke kan finde mig, havde jeg mit
gamle Øie, som knak, saa troer jeg at jeg
kunde græde! — skjøndt jeg gjorde det
ikke — græde det er ikke fiint!«

En Dag laae der nogle Gadedrenge og
ragede i Rendestenen, hvor de fandt gamle
Søm, Skillinger og saadant Noget. Det
var Griseri, men det var nu deres Fornøielse.

»Av!« sagde den Ene, han stäk sig
paa Stoppenaalen. »Det er ogsaa en Fyr!«

»Jeg er ingen Fyr, jeg er en Frøken!«
sagde Stoppenaalen, men Ingen hørte det;
Lakket var gaaet af den og sort var den
blevet, men sort gjør tyndere, og saa
troede den, at den var endnu finere, end før.

»Der kommer en Æggeskal seilende!«
sagde Drengene, og saa stäk de
Stoppenaalen fast i Skallen.

»Hvide Vægge og selv sort!« sagde
Stoppenaalen, »det klæder! saa kan man
dog see mig! — Bare jeg ikke bliver
sø-syg, for saa knækker jeg mig!« men den
blev ikke søsyg og den knak sig ikke.

»Det er godt mod Søsyge at have
Staalmave og saa altid huske paa, at man
er lidt mere end et Menneske! nu er mit
gaaet over! jo finere man er, desmere kan
man holde ud.«

»Krask!« sagde Æggeskallen, der gik
et Vognmandslæs over den. »Hu, hvor det
klemmer!« sagde Stoppenaalen, »nu bliver
jeg dog søsyg! jeg knækker! jeg
knækker!« men den knak ikke, skjøndt der gik
et Vognmandslæs over; den laae paa langs
— og der kan den blive liggende!

Det er ganske vist!

»Det er en frygtelig Historie!« sagde
en Høne, og det omme i den Kant af Byen,
hvor Historien ikke var passeret. »Det er
en frygtelig Historie i Hønsehuset! jeg tør
ikke sove alene inat! det er godt at vi ere
Mange sammen paa Hjalet!« — Og saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0359.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free