Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307 Hans Christian Andersen.
det, men hun lo, da hun sagde det, o g
saa spurgte jeg hende, om hun turde sige:
»ved Gud« paa det! — det turde hun
ikke, og saa veed jeg nok, at det om
Storken kun er Noget, man bilder os Børn
ind.«« — »»Men hvorfra skulde da det
lille Barn komme?«« spurgte Pigen. —
»»Det kommer vor Herre med!«« sagde
Drengen, »»Gud har det under sin Kjole,
men ingen Mennesker kan see Gud, og
derfor kan vi ikke see, han bringer det!««
— I det samme luftede det i Hyldetræets
Grene, Børnene foldede deres Hænder og
saae paa hinanden: det var vist Gud, som
kom med den Lille. ■— Og de holdt
hinanden i Hænderne; Døren gik op til Huset;
det var Nabokonen: »»Kom nu ind,««
sagde hun, »»see, hvad Storken har bragt;
det er en lille Broder!«« — Og Børnene
nikkede; de vidste jo nok, han var kommet.«
Syttende Aften.
Hør hvad Maanen fortalte: »Jeg har
seet Cadetten blive Officeer og første Gang
iføre sig sin prægtige Uniform, jeg har seet
den unge Pige i sin Balstads, Fyrstens unge
Brud lykkelig ved sin Festdragt, men Ingens
Lyksalighed kan lignes med den, jeg saae
iaften hos et Barn, en lille fireaars Pige;
hun havde faaet en ny blaa Kjole, en ny
rosenrød Hat; Stadsen var netop paa, og
de raabte Alle paa Lys, thi Maanens
Straale gjennem Vinduet var for ringe, der
maatte anderledes lyses op. Der stod den
lille Pige stiv som en Dukke, Armene
ængsteligt ud fra Kjolen, Fingrene vidt
spilede fra hverandre, o! hvor hendes Øine,
hendes hele Aasyn straalede af Lyksalighed.
»»Imorgen skal Du komme paa Gaden!««
sagde Moderen, og den Lille saae op mod
sin Hat, saae ned mod sin Kjole og smilede
lykkelig: »»Moder!«« sagde hun, »»hvad
mon Hundene tænke, naar de see mig i
den Stads!« «
To og tyvende Aften.
»Jeg saae en lille Pige græde,« sagde
Maanen, «hun græd over Verdens Ondskab.
Den deiligste Dukke havde hun faaet til
Foræring, o! det var en Dukke, saa
nydelig og fiin, den var slet ikke skabt til
Modgang. Men den lille Piges Brødre, de
lange Drenge, havde taget Dukken, sat
den op i et høit Træ i HaVen og vare saa
løbne bort. Den lille Pige kunde ikke naae
Dukken, slet ikke hjelpe den ned, og
derfor græd hun; Dukken græd bestemt med,
den strakte Armene ud imellem de grønne
Grene og saae ganske ulykkelig ud. Ja,
det var Verdens Modgang, som Mama saa
tidt talte om. O, den stakkels Dukke!
Det begyndte jo allerede at blive mørk Aften
og saa vilde Natten komme? skulde hun
sidde herude i Træet alene den hele Nat?
Nei, det kunde den lille Pige ikke bære
over sit Hjerte. »Jeg vil blive hos Dig!««
sagde hun, skjøndt hun var slet ikke modig;
hun syntes allerede ganske tydeligt at see
de smaae Nisser med deres høie, spidse
Huer, titte frem imellem Buskene, og nede
i den mørke Gang dandsede lange Spøgelser,
de kom nærmere og nærmere, strakte
Hænderne hen imod Træet, hvor Dukken sad,
de loe og pegede Fingre ad den. Ak, hvor
den lille Pige var bange! »»Men naar man
ingen Synd har gjort,«« tænkte hun, »»saa
kan jo det Onde ikke gjøre Een noget!
mon jeg har nogen Synd?«« Og hun tænkte
sig om, »»ak, jo!«« sagde hun, »»jeg har
leet ad den stakkels And med den røde
Klud om Benet, den halter saa morsomt,
derfor lo jeg, men det er Synd at lee ad
Dyrene!«« Og hun saae op mod Dukken;
»»Har Du leet ad Dyrene?«« spurgte hun,
og det saae ud, som om Dukken rystede
med Hovedet.«
Af „Digte".
Det døende Barn.
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind;
Græd dog ei, det maa Du først mig love,
Thi din Taare brændqr paa min Kind.
Her er koldt og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Englebørn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.
Moder, seer Du Englen ved min Side?
Hører Du den deilige Musik?
See, han har to Vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik;
Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer!
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
