Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Adolph Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
Ludvit! Adolph Bødtcher.
Bødtchers lange Konstnerliv i Rom har givet hans Digtning det ene at
dens Hovedpræg, Erindriugens glade Dvælen ved de skjønne Dage i den evige
Stad og dens Forkjærlighed for at fremmane de uforglemmelige Billeder af det
romerske Folkeliv, af Italiens Natur og de store historiske Minder. Antike
Emner og stemningsfulde Træk af Sydens Natur trænge sig endnu efter saa
mange Aars Forløb frem for Digterens Anskuelse og fordre at komme til Orde
i de gratieuse Vers, hvori han med den gamle Tids fine Formsands forstaaer at
give sine Følelser Udtryk.
Den aabne Følelse for Naturens Skjønhed svigter ej heller Bødtcher,
naar han betræder sit eget Hjemlands Jord, og dets milde Skovnatur stemmer
hans eget milde Sind til en frisk og frejdig Glæde over alt det Skjønne og
Elskelige i Livet; mod dette vender Digteren helst sit Blik og nyder med en fin
og smagfuld Epicuræisme Vinens Bouquet, førend han nipper til Bægeret. Denne
lykkelige Afholdenhed i Nydelsen og Nydelse i Afholdenheden, denne Sindets
uforstyrrede Ligevægt har bevaret Sjælens Ungdom for Bødtcher endnu i hans
høje Alderdom og opsparet ham en Capital af Glæde over Livet og Tilfredshed
med sin Lod, som gjør hans Toner fyldigere og friskere end dem, den yngre
Slægt er Herre over, frejdige og livsglade som hans Aandsfrænde og Jevnaldrende
Christian Winthers. Men mangfoldige som denne Digters ere de ikke, thi med
aabent Blik for sine Evners Maal og med dyb Ærbødighed for Konstens Krav
er Bødtcher en af dem, der, som han siger i Indledningsdigtet til sin lille
Digtsamling, »sparsomt til Besøg sig vover« og selv da »vælger kræsent blandt sin
Børneflok«.
Fredensborg.
Omtaage Sandserne Forstanden,
Vil Bægret skumme over Randen —
Drag Fredensborg! mig til dit Bryst!
Og lad det sværmeriske Stille
I dine Skove sedt formilde
Det Vilde i min Ungdomslyst!
Og nager Kummer paa mit Hjerte,
Er stum og dødelig min Smerte,
Da flyer jeg atter til dit Hegn!
Gaaer atter i de grønne Sale,
Indtil at dine Nattergale
Har smeltet Skyerne til Regn.
Ja du skal leve i min Tanke
Til Hjertet hører op at banke
For jordisk Fryd og jordisk Sorg!
Til Fuglen tier hist paa Qviste,
Og Træet bliver til en Kiste
Og Graven selv til Fredensborg!
Den efterladte Rose.
Saa blødt som Silke bøjer sig Papiret
Omhyggeligt omkring dit spinkle Løv:
Reliqviebevaret er dit Støv,
Og med en Guldrand var dit Leje ziret.
Den Qvindehaand forlængst er palmesmykket,
Som brød dit Blomster i en kjærlig Stund,
Ej heller aander meer den varme Mund,
Hvis Læber blev til dine Blade trykket.
Der findes intet Navn og Mærke givet,
Som skulde tyde paa: fra Hvem — og naar? —
Nej, — Hjertets Minde har en evig Vaar,
Og mange slige Roser har ei Livet.
Man fandt dig i den gamle Dødes Gjemme, —
Din Sarkophag, saa duftende og let,
Blev aabnet af den kolde Skifteret,
Som vittig Smilet neppe kunde tæmme.
Din Plads var ej blandt Pengedocumenter, —
Var dog fra Himlen selv et Document,
Hvis Rigdom vel din Ejer bedst har kjendt,
Og som har bragt hans Hjerte gyldne Renter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
