Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Adolph Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Adolph Bødtcher.
329
Til Brug for Elskovsguden sat;
Hvor yppig Straalen lysner frem og skummer
Med Sølv fra Kildevældet,
Og Nattergalen slaaer i Myrthens Nat,
Mens Aftensolens Lue kysser Fjeldet!
Piazza Barberina.
(Rom 1830.)
Den lumre Nat har skænket sine Gaver,
Og frisk som et Glas Vand er Morgenluften:
Igjennem Vinduets Aabning strømmer Duften
Fra Roms orangerige Haver. —
Granittritonen paa sin Muskelskal
Belaver sig paa Dagens Varme,
Har hævet sine nøgne Arme.
Med Hornet presset til sin Mund,
Og henter dybt fra Jordens Grund
En vældig Straale op med Bulder,
Som overskummer Bryst og Skulder
Og ender susende sit Fald: —
Jeg hørte Tonerne i Nattens Stund,
Men mere hviskende og ømme,
De dyssede mig sødt iblund,
Og gik igjen i mine Drømme. —
Tritonen færdes ikke meer alene;
En skægget Flok stridbare Geder
Har hurtigt leiret sig iflæng
Omkring det kølige Bassin,
Og paa de fugtigkolde Stene:
De bringe efter gammel Skik
Til Rom en landlig Morgendrik,
Og vagtsom staaer den brune Hyrdedreng,
Som kløgtig Hjorden leder,
Og hviner i sit grønne Blad,
Saa selv Gud Pan maa smile glad!
De stolte Barberiners Slot,
Hvis høje Tag alt Solen maler,
Seer ned paa Hyrden fornemt og med Spot —
Hans spidse Hat og støvede Sandaler —
Man læser i dets Mine godt,
At bag dets Muur nu drømme Cardinaler,
At selv en Pave udsprang fra dets Rod,
En Folkehyrde, som at malke nok forstod.
Ak! fra det Dunkle Storhed frem kan stige,
Og Krybben fjæle det Guddommelige!
Hint låve Skur, som ydmygt trækker
Sig bort fra Fyrsteborgens Fløje —
Hvis nøgne Væg det grove Lærred dækker,
Og som endnu kan vise Sporet,
Hvor Heste forhen vrinsked og blev foret —
Har fængslet til sin Piet Europas Øje;
Og hver, som Vei til Rom kan finde,
Hver Aandrig, selv af Kongerang,
Han styrer did sin Pilgrimsgang,
Thi see! der er en Genius derinde!
Det er, som ved dens Magt sig Loftet hæver
Som om, hvad ej er ædelt flyer,
Som Murens Drapperier synes Skyer,
Hvor Skjønhed frem paa Marmorfoden svæver,
Omgivet af Olympens Gudeæt
Og Christendommens milde Majestæt.
Alt løfter Morgenen sin Vinge,
Det dages over Kunstens Tag.
Og Meisler røre sig og klinge,
Som Marmorblokkens Villie betvinge
Ved smaa, men aandigt førte Slag:
Det gule Leer fra Tiberflodens Strøm
Har reist sig op paa Cavallettens Bræder,
Men skjult og hyllet ind i vaade Klæder
Staaer Skikkelsen som i en Drøm,
Foruden Livets Lys og Varme,
Og troer sig end i Bølgens Arme.
Fra Capucinerklostret kalder Messens Klang,—
Nu kom der Liv paa Piazza Barberina!
»Buon gjorno Rosa! Ben levata Coelestina« !
Og hen mod Klostret styrer Hver sin Gang:
De brune Øine, Dagens mørke Stjerner,
Som sødt beruser ved sin Glands,
Meer sødt end selv den lifligste Falerner,
Er fæstet paa den fromme Rosenkrands
Og holder for en Stund sin Ild i Tvang.
Paa Torvet samle sig Campagnens Bønder,
Solbrændte Mænd med Hammeblik.
Men til Enhver har Lethe rakt sin Drik,
Og glemt er Friheds Krav og Fædres Mod,
De huske kun at gjøre daglig Bod,
Og fordre Aflad kun for deres Synder:
Og dog — hin Månd, som stirrer paa Tritonen
Indhyllet i sin Kappe, med et Øiekast,
Som kunde støde en Tyran fra Tronen
Og sprænge Lænker, Baand og Bast —
Hvor lig en Brutus selv, der holder
Sit Frihedsstaal beredt i Kappens Folder —
Hin Månd maaskee — ak nei, der mangler
Aanden!
Det hele dunster bort i Phantasi:
See Munken, hvor han vralter ham forbi,
Og Brutus, hvor han pludselig fik Hast,
Og Hatten af og — kysser ham paa
Haanden! —
t
Til Høire, der hvor Torvet ender,
Ved Hjørnet med det lille Kildevæld
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
