Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111 Frederik Paludan - Müller.
Morgentoner.
Hør hvor rene
Nu de klinge!
Glade Psyche,
Løft din Vinge!
Haab alene
Nu dig smykke,
Thi din Lykke,
Thi Olympen
Er du nær.
latte vagt.
Naar Alting gaaer til Hvile
Hvad Dagen kaldte frem,
Naar alle Taarer ile
Til deres dunkle Hjem,
Naar Solens Glimt sig ijerne,
Mens af hver Sky forladt
Den evig faste Stjerne
Staaer paa den stille Nat:
Da synker hen i Dvale
Hver Drøm, vi stige saae;
Den store Sandheds Tale
Vi kan igjen forstaae;
Vi kan igjen fornemme
Den Kraft, vi bæres af,
Den skjulte Aandestemme,
Hvis Røst os Tanker gav.
Og dybt i Sjælens Indre
Sig aabner da et Blik,
Hvis Flugt ei Skranker hindre,
Hvis Syn ei Grændser fik;
Med det vort Hjem vi skue,
Et større Fædreland
End denne lille Tue,
Som ei os holde kan.
Det Sørgeligste klinger
Harmonisk da og smukt,
Det Tungeste faaer Vinger
Til mægtig Himmelflugt,
Det Ringeste forsvarer
Sin Plads i Livets Krands,
Det Mørkeste sig klarer
I disse Straalers Glands.
Og i vor Aand sig sænker
Den store Fader-Aand,
Som løser alle Lænker,
Og bryder alle Baand;
Og naar de sidste falde,
Da føie vi medeet:
At Gud er Alt i Alle,
Og Alle kun er Eet.
G-j ensyn.
Hvor blev den Blomst, som fyldte
Din Sands med liflig Duft?
Hvor Straalen , som forgyldte
Den sommervarme Luft?
Hvor er vel Lundens Kroner
Og Skovens Bladehang,
Med hine tusind Toner
Af Fuglechorets Sang?
Og Dyrets Liv, der dækkes
Som af en dunkel Sky,
Skal ei til Lys det vækkes
Naar Livets Taager flye?
Den Hund, som trofast døde
Af Sorg paa Herrens Grav,
Skal aldrig ham den møde,
Til hvem den hen sig gav?
O, kast dit Blik tilbage,
Og see hvad selv du var:
Hvor er de svundne Dage,
Med hver en Blomst de bar?
Hvor er vel Haabets Kjerte
Og Kjærlighedens Krands?
Hvor er dit unge Hjerte
Og hvor dit Øies Glands?
Eengang maa Alt erfares
Og leves om igjen,
Etsteds maa dog bevares
Hvad Tiden tæred hen;
Ei blot hvert Glimt vi skue
Af Aandens indre Lyn,
Men hver en jordisk Lue
Og hvert et jordisk Syn.
Der skal til Eet vi samle,
Hvad stykkeviis gik tabt;
Der vaagner alt det Gamle
Og staaer forynget skabt:
Den Sjæl, som her du kaared,
Det Maal du stræbte til,
Den Drøm, som her dig daared,
Du hisset skue vil.
Den Trøst er dog den sidste!
Den Tro bestaaer tilsidst:
Hvad her jeg maatte miste,
Jeg faaer tilbage hist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
