Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350
Frederik Paludan - Müller.
Undskyldninger du gjør, fordi dit Brev
Ved alle Skyggesider dvælte længe,
Fordi du op mig fra den bløde Gænge
Ved dine sørgelige Tanker rev.
Skriv altid saa oprigtigt som du skrev!
Du er for mig som Harpens gyldne Strenge:
Hvad Toner dig berøre, altid trænge
Ned i mit Hjerte, som din Sangbund blev.
Vil glad du klinge, jeg skal glad dig svare;
Har du for Sorgens Toner Glædens glemt,
Jeg skal den dunkle Gjenlyd tro bevare.
I Alt at følge dig jeg vil mig skynde;
En Sangbund er til alle Tider stemt,
Men den kun svare kan — du maa begynde.
Hvad end du angrer — i hvor stor en Gjeld
Til Gud og Mennesker du end maa være,
O, lad ei denne Gjeld din Sjæl besvære,
Og staae som Skrækkebilled for dit Held!
Din Eiendom er ingen Bagatel,
Du for fallit dig aldrig tør erklære,
Du har endnu eu Debitor, du Kjære!
En fattig Sjæl, mod hvem du gjorde vel.
Hvad Skat af Fryd og Lykke her i Livet
Har ikke gratis du mit Hjerte givet!
Hvad Rigdom deelte ei din Aand med mig!
Hvis derfor eengang Regnskab skal opgjøres,
Lad frem med dig din Skyldner da kun fox’es ;
Med hvad du gav, hun klare vil for dig!
Thais’s Sang om Sjælen.
(Af „Kaianus".)
Sjælen, hvem sin Brud Gud Eros kalder,
Sjælen længst til Brudgom kaared jeg;
Den har dobbelt Kjøn, men ingen Alder,
Og til hvert et Hjerte veed den Vei.
Sjælen i mit Liv er al min Lykke,
Lutter Glands og Solskin er dens Smykke,
Det er Legemet, som kaster Skygge,
Sjælen selv til Skygge kjender ei.
Sjælen som et Barn vil underholdes,
Evig Vexel kræver dens Natur;
Bitter Smerte Sjælen kan forvoldes,
Sættes den i Kjedsomhedens Buur.
Sang og Skjemt, mens Blik og Læber smile,
Bølgedands og Skyer, som henile,
Stjerneskud, og Skud med Viddets Pile,
Det er Næring, som for Sjælen duer.
Sjælen blandt sin Børneflok har mange
Haab og Ønsker, der faae Vingen brændt:
Ønsker, der begjære og forlange,
Haab, som knap man være tør bekjendt.
Sjælen ivrig for dem alle stræber,
Sjælen er det Kys paa vore Læber,
Der lig Bien sværmer, til det klæber
Fast ved Purpurlæben, mod os vendt.
Sjælens Drift er Hjerternes Befrien,
Navn og Bolig skifter den ifleng:
Sjælen i min Sang er Poesien,
Klangen Sjælen er i Lyrens Streng.
Sjælen i en Kriger det er Modet,
Sjælen i en Tænker staaer paa Ho’det,
Sjælen hos en Elsker er i Blodet,
Naar hans Fod bestiger Brudens Seng.
Sjælen i en Lund er Nattergalen,
Thais, Nattergal for et Minut,
Med sin Sang er Sjælen her i Salen,
Hendes halve Sjæl er hendes Lut.
Hver en Halvhed Thais selv dog laster,
Heel hun gi’er sin Sjæl, naar bort hun kaster
Luten, og i Heltens Arme haster,
Af hans Øines Pile vingeskudt!
Af „Abels Død"..
i.
End lyttende til Dommen Cain stod,
Forbandet og landflygtig nu i Verden:
Han saae sig om med Bæven og Forfærden,
Saa iilte bort han paa en hurtig Fod.
Men Abel laa paa Marken i sit Blod,
Og ham til Bistand iler nu hans Moder,
Thi fra det Fjerne saae hun nys hans Broder
Mod hendes Yndling løfte høit sin Haand.
Nu staaer hun for ham — han opgav sin Aand:
En Zittren rystede hans unge Lemmer,
Hans Hjertes dybe Stønnen hun fornemmer,
Hans Blod, fra Tindingens det aabne Saar,
Med Purpur farver rødt det gule Haar. —
Min Abel! Søn! Min Søn, siig, hvad dig
hændes!
Mod Himlen som i Angst dit Øie vendes !
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
