Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Ludvig Emil Aarestrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Ludvig Emil Aarestrup. 369
i den Forstand, at de hæve sig til en ulegemlig Højde, thi de hæfte netop ved
Jorden med sikre Fødder, men vel i den Forstand, at de ikke frygte for at
gribe Tingenes Realitet med kraftig Haand og holde den fast i den poetiske
Fremstilling. I denne Henseende er Aarestrup beslægtet med Poul Møller, hvis
sunde Yid og brede Lune han har arvet, medens han i Henseende til sin Retning
mod det Erotiske og den stærke Modtagelighed for Indtrykkene af en sund
Sandselighed er i Slægt med Chr. Winther og Oehlenschläger. Af fremmede
Litteraturers Forfattere beundrede han især Moore, Heine og de østerlandske
Digtere, af hvis Poesier der findes en stor Del Oversættelser i hans
»Efterladte Digte.«
Et Aftensuk.
End blegrødt af Solen
Og blankt ligger Vandet;
I Baaden en Fisker
Sees glide fra Landet.
Hans Pjalter forskjønnes
i Havfladens Speil —
Der er Sølv om hans Aare
Og Guld i hans Seil.
I Løvhytten sidder,
Med Armene trinde
Om Elskerens Nakke
En ung Elskerinde.
Og Drengen ved Brystet,
Saa smilende rød,
Er faldet i Slummer
Paa Moderens Skjød.
I Luften sig svinge
Og stige og dale
Og qviddrende krydse
Sig Svale ved Svale.
Vandmyggene sværme
Omkring dem og flye,
Og tabe sig fjernt i
En summende Sky.
Det aftnes; det mørknes.
Paa Taget jeg skuer
Med Hovdet i Vingen
De sovende Duer.
Jeg selv kun — hvi er jeg
Ei rolig og glad ,
Som en Orm i sin Nød, som
En Myg paa sit Blad?
Erkjendelse.
At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet
—-Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.
Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.
En Morgenvandring.
Det havde nylig regnet,
Og Klokken var vel otte;
Med blanke, smaa Galocher
Gruusgangen du betraadte.
Og dine Spor jeg fulgte
I Parkens Poppellunde;
Jeg saae, to sorte Snegle
Krøb med, saa stærkt de kunde.
En Handske, du i Græsset
Blandt Jordbærranker glemte ,
Lidt varm endnu af Haanden,
Fandt jeg og henrykt gjemte.
Hvor i Akazielunden
En Marmorgud staaer rolig,
Jeg saae dig hvile Armen
Paa Gudens Knæ, fortrolig.
Og, skjult af kjøle Skygger,
Med Taarer læse Brevet,
Som sidst din fjerne Elsker
Tungsindig havde skrevet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
