Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Ludvig Emil Aarestrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
Carl Ludvig Emil Aarestrup. 372
Vanskelighed.
Oprigtig talt, det kosted stundom
Umage nok, at lade spille
Det Varme, Lidenskabelige,
Ravruskende og Ellevilde;
Men den høitidelige Kulde,
Den Ro, jeg nu maa affectere,
Den skrækkelige, sletudførte,
Naive Nykternhed — langt mere!
Det Overstaaede.
Ak, det var en tung Forfatning,
Som vi dengang leved i,
Og vi tog en from Beslutning —
Gudskelov, det er forbi!
Jeg, at ikke elske hende ,
Hun, at ikke elske mig,
Og med Angst, det Gud skal kjende,
Vogtede enhver paa sig.
Som to Draaber Dug, der glide
Paa en Flade, glat og jevn —
Som to Øielaag, der stride
Bittert med den søde Søvn.
Formaning.
»Hvor denne Gravsteen luder,
Her sover, uden Kummer,
Et Hjerte, dybt i Leret,
Den trygge, skjønne Slummer!«
O, fromme, melankolske,
Forgrædte Glut! mig dræber
Dit Ord — O lad mig lukke
Din Mund med mine Læber!
Skilsmissen har sin Gaade,
Sin Rædsel, selv for Aanden;
Ønsk dig ei Døden — Livet
Er dog en Fugl i Haanden.
Paa hine Stene stod hun.
Paa hine Stene stod hun,
Letsvævende, den Søde —
Endnu i Aftensolen
Seer jeg dem fjernt at gløde.
Ved denne frosne, stive
Indsø stod hun, den Smukke
-Hvo havde tænkt, at Søen
Endnu vel kunde sukke?
Ved disse hule Pile
Tog hun engang sit Sæde —
Jeg seer dem end halvdøde
I Eensomheden græde.
Og1 jeS — JeS> som var borte
Og neppe modtog Breve —
Hvo havde tænkt, at jeg vel
-At jeg endnu kan leve?
Tidlig Skilsmisse.
Det var den aarle Morgen,
I Teltet stod Dragonen
Og vikled Purpurskjærfet
Om Livet paa Baronen.
Og rakte ham hans Pallask,
Hans Hjelm med Hestehalen,
Saa blank, som var den nylig
Hentet i Vaabensalen.
Og førte frem hans Ganger,
Den lysebrune, høie,
Der vendte mod sin Herre
Det melancliolske Øie.
Og i de brede Hylstre,
De guldbrodeerte, satte
Hans sorte Rytternæver
Pistolerne, skarpladte.
Og langsomt steg i Sadlen
Den adelige Fændrik
Og sagde til Dragonen
Med sagte Stemme: »Hendrik!
Ifald jeg ikke kommer
Igjen — som nok kan være —
Besørg mig disse Breve
Og siig, det gjaldt min Ære.«
Han gav sin Hest af Sporen,
Ildgnister fløi fra Hoven;
De sorte Krager svang sig
Med Skrig op over Skoven.
Der faldt et Skud langtborte —
Og eet endnu — ei flere;
Men paa den lyse Hvælving
Steg Solen meer og mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
