Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
Andreas Munch.
saa månge og svære Kampe ere kjæmpede. Og uagtet disse Kampe ere rent
personlige, lutres de gjennem Digtningen til en Almengyldighed, der ikke har
forfejlet sin Virkning paa noget sørgende Sind og bedre end alle andre Beviser
hævder Munchs sande Digterbegavelse.
Som for at vinde Fasthed lige overfor den dragende Magt, Sorgen har
over Alle og stærkere end hos de Fleste over en Natur som Munchs, vendte
han sig i de nærmest paafølgende Aar mod den Digtart, der stærkest tager alle
Aandens Evner fangen, den dramatiske. I Aarene fra 1854 til 1856 skrev han
»Salomon de Caus«, »Lörd William Russel«, »En Aften paa Giske« og 1864
»Hertug Skule« samt 1860 det lille Lejlighedsstykke »Kongehallen i Bergen«.
Til Trods for den Lykke, flere af disse Arbejder have gjort ved den sceniske
Opførelse, maa de dog siges at falde udenfor det Felt, hvorpaa Munch har sin
egenlige Plads. Thi som hans Digterejendommelighed har de ædle Sider af den
kvindelige Natur, saaledes har den ogsaa dens Mangler og savner fornemmelig
det sikre sondrende Blik, for hvilket de menneskelige Characterers mangfoldige
Sammensætning afslører sig; medens Munch i sin dramatiske Digtning
aabenbarer den samme elskelige Personlighed som i sin lyriske, og medens hans
dramatiske Teknik ofte er kyndig og velberegnet, ere de optrædende Characterer
for usammensatte, for paradigmatiske til at deres Samvirken kan tilvejebringe
nogen i dybere Forstand dramatisk Conflict.
Samtidig med den dramatiske Production har Munch dog ogsaa fortsat
sin lyriske; 1861 udkom »Nyeste Digte« og 1865 »Jesu Billede«. I disse
Arbejder, men navnlig i det seneste »Eftersommer«, (1867) kunne vi finde
Vidnesbyrdene om, at Digterens Sjæl har fundet Lægedom for de Saar, der have
martret den, og at der blomstrer et »Nyt Liv« i den.
Vand lilien.
(1835.)
Paa Søens Bund,
I den kjølige Grund,
Grønnes den ene
Mellem Sneglehuse og Stene.
Hvor de hulkende Vover
Glide tunge henover
Den spæde Rod
Og kvæle dens spirende Mod.
Hvor Fiske roe,
Som døsige gloe —
Hvor Bløddyr klamme
Hænge sig fast paa den unge Stamme,
Hvor Snegle i Tanker
Gabe paa slimede Banker —
Det grønne Siv
Føier sit høiere Liv.
Om Vaaren, naar
Soløiet staaer
Varmt over Voven
I de luftige Sale foroven,
Naar Vaaren svinger
De store, de duftende Vinger
Og Morgenklokken ringer:
Da bæver dens Klang
Gjennem Dybets Hvælvinger lang.
Og vækker med Kraft
Den ædlere Saft
I den slumrende Lilie
Til en kjæk og stormende Villie.
Sine grønne Stænger
Skyder den længer og længer,
Til de engang naae
Det friske, det himmelske Blaa.
Da folder den ud
Sit Hjertes Brud:
Paa den blanke Flade
Vugges de glindsende Blade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
