Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 Andreas
Og dog, hvor gjerne gaaer han ei hid, naar
Timen slaaer,
Hid fra sit fjerne Syden, fra sin evige Vaar!
Hvor smilende, hvor deilig ryster han ud sit
Horn,
Paa grønne Sætermarker, paa bølgende Korn!
Ak! han aander saa let paa vor høie
Klippeborg,
Han elsker saa dybt vore stille Dales Sorg —
Han vilde saa gjerne dvæle, saa gjerne fæste Bo
For evig under Aasen, hvor de lyse Birker groe.
Men han kjender sin Skjæbne; han øiner,
ban veed
Her gives ei for ham noget blivende Sted: —
Og derfor skygger Vemod hans klareste Stund,
Og derfor blinker Taaren dybt fra hans Øies
Grund.
Og derfor vil han ei slippe, ikke ved Nat,
ikke ved Dag,
Den nordiske Natur af sit varme Favnetag! —
Og derfor hvisker Skoven hans Sorg ved
Middagstid,
Og derfor stirrer Aftnen saa vemodsfuld og
blid.
Naar Regnen sagte rasler paa skjælvende Blad,
Da stiger hans Afskedssuk fra det kjølige
Bad —
Naar Svalen over sin Rede daler i lette Flugt,
Da bærer dens bankende Hjerte hans Længsel
indelukt.
Men Sommerens Vemod er den saligste Lyst,
Den falder liig en Dugg i dit brændende
Bryst —
Den vifter om din Pande som Aftenvind fra
Søe —
Den lærer dig af Glæde og af Kjærlighed
at døe!
Høstens Magt.
I Høstens sidste, hensvindende Dage
Naar Marken brunes og Løvet falder
Og Vindenes Suk fra Skoven kalder
Og den hele Natur er en stille Klage,
Hvad er det da, som vækker og stemmer
De bevægede Røster i Menneskets Indre,
Bringer hans Øie til klarest at tindre
Og aabner hans Barms forborgneste Gjemmer?
Munch.
Ikke Foraarets mildeste Luft, der kommer
Med Hilsen fra Primler og Skovanemoner,
Ikke Solkongen selv, den vældige Sommer
Saa stolt han end bærer de straalende
Kroner —
Ak ingen af dem har Magt at anslaae
Saa dybe, saa længe vibrerende Toner
I Menneskets Sjæl, for at hvile derpaa,
Som Høstens sidste, hensvindende Dage,
Naar Marken brunes og Løvet falder
Og Jægerens Horn fra Skoven gjalder,
Og den hele Natur er en vildsom Klage.
Dog hjælper det ei at Dagen vil brede
Sin klareste Glands over høstlige Egne •—
Den kan ei gjenvække Sommerens Glæde,
Ei forhindre at Livets Farver blegne.
Snart trækker et Slør af iisnende Taager
Sig hen over Aasernes skarpe Conturer,
Og oppe i Fjeldets eensomste Urer
Sidder Døden stille, og venter og vaager.
Men lige for dette alvorlige Billed
Staaer Menneskets Sjæl med beslægtede
Tanker
Og søger for hvad den har troet og villet,
I Naturens Betydning et fæstende Anker.
Paa Tindsøen.
Over Søen mellem høie Fjelde
Ligger Middagstimen blank og heed,
Alt er taust, der høres knap en Bjælde,
Hvor i Kløften gaaer en dristig Gjed.
Bratte styrte Klippevæggens Sider
Ned mod Speilet, mange tusind Fod —
Under deres Skygger Baaden glider
Let, som om den Stilheden forstod.
Blødt paa Hæggens dufterige Blade
Hvile vi i Baadens låve Stavn,
Om os glimter Vandets varme Flade;
Bjergets Hvælving tager os i Favn.
Hist hvor Birkens grønne Krandse hænge
Skjælvende udover Klippens Muur,
Didhen drager os en Lokken længe:
Dunkle Magter ligge der paa Luur.
»Styr ei derhen,« hviske vore Svende,
»Styr ei did, det er en farlig Kyst —
Det maa vel den lyse Middag kjende,
Derfor lytter den saa dybt, saa tyst.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
