Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382 Andreas
Og ordner dem smukt og lader dem falde
Blandt kjære Blade i Mindets Bog —
At selv hun er bedste Blomst af dem alle
Det synes hun ei at ane dog.
Men Muren det veed og Luften det veed
Og de hviske det begge til Stedets Aand,
Som nu kan bryde sit Blomsterbaand
Og øve sin Magt i Aftnens Fred —
Thi Rosenalfer og Amoriner
Omvifte den Yndiges Kind og Mund
Og give hende i disse Ruiner
En Drøm af Livets saligste Stund.
Skovbækken.
Du lille Skovbæk
Med det klare, rislende Sølvervand —
Som skynder dig væk
Saa fort du kan
Over Steen og Stok
Mellem sagte viftende Bregners Flok,
Under Orekrat,
I de dunkle Graners kjølende Nat —
Saa siig mig da nu
Hvorfra kommer du?
Og hvad er det som
Du hvisker og mumler saa ivrig om
Snart vred , snart øm ,
I evig, ustandselig Talestrøm?
Det kan du ei forstaae
Du Menneskebarn,
Som er fanget i Verdens kunstige Garn,
Som er skilt i Dyst
Fra din Moders stille, varmende Bryst —
Det kan du ei forstaae,
Men lyt kun derpaa:
Thi jeg kommer fra Jordens inderste Fred,
Fra Bjergeensomhed,
Hvor Moderen sidder i al sin Magt,
I unævnelig Pragt,
Og holder de tusinde Aarers Net
Sammen i Eet.
Og udsiger sagte de sælsomme Ord
Som belive vor Jord.
Dem fanger jeg op, og løber dermed
Saa fort afsted,
At fortælle dem alle til Dalens Dyb,
Til Blomst og Kryb,
Til Træer og Luft og Skovens Dyr.
Og de høre alle forstandigt paa
Mine Eventyr.
Kun du, de stolte Menneskers Barn,
Som er hildet i Verdens kunstige Garn,
Kan dem ei forstaae —
Thi du troer ei derpaa.
Saa siig mig da kun
Du lille, vigtige Sladdermund,
Du lystige Bæk —•
Hvi risler du ofte med Latter væk
Over stenet Grund?
Hvad er det, du leer af? Jeg seer dog ei,
Noget Latterligt paa din dunkle Vei.
O, seer du da ei,
Hvor Solglimt falder i bævende Rad
Gjennem grønne Blad
Paa min dunkle Vei? —
Det gjør mig saa glad.
Desuden, den krogede Trærod her,
Og Sivbusken der
Med de nikkende Fjær,
Og den kloge Markmuus
I sit snevre Huus,
Og hver Humlebi
Som summer forbi,
Og Fuglen hist
Paa den vippende Kvist —
De sige nu alle, i lystig Ring,
Slige moersomme Ting
Til Spot og Spee —
Saa maa jeg vel lee.
Men siig mig kun end
Du lille, fortroligt mumlende Ven,
Et sidste Ord:
Hvad Sorg nu igjen
I din Glæde boer?
Thi jeg mærked’ det vel
Mangen stille Kveld,
At af Taarer et Væld
Fra din Bund opflød.
Hør, nu lyder igjen
Dine Vovers Kluk
Som et smerteligt Suk
Af dybeste Nød,
Og du hulker afsted
Med bitterlig Graad ,
Som et Barn, der ei veed
For sin Kummer Raad! —
Thi svar mig derpaa,
Hvi hulker du saa?
Ak, spørg mig ei om
Hvad du kjender bedst selv,
Din egen Dom!
Thi ei hulkende Elv,
Ikke susende Skov,
t,
\
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
