Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andrea
Jeg følte mig saa underlig bevæget
Mens saa vi vandred gjennem Skovens Gange,
Mit Bryst blev atter fuldt af glade Sange,
Mit Hjerte af ny Sommer gjennemkvæget.
Min gamle Sjælevunde blev da læget.
Min Tro var ei meer vaklende og bange.
Jeg kunde Kraft af hendes Øie fange,
Al Tvivl, al Bitterhed var da bortveget.
Saa vaagned jeg. — Ak, der väringen »Vi«,
Mørkt var det om mig, og jeg fandt mig atter
Som enlig Vandrer paa den øde Sti.
En veed jeg dog, som denne Drøm vel fatter —
Og hvis hun rigtig dens Betydning skatter,
Saa er den maaskee endnu ei forbi. —
Nei, denne Drøm er endnu ei forbi.
Skjøndt nu den er til Virkelighed blevet —
Jeg veed ei — har jeg drømt, har jeg oplevet,
At al min Fremtid speiled sig deri?
At denne Enes Haand har let mig hævet
Fra tunge Vandring paa den øde Sti,
At Kjærlighedens Blik har gjort mig fri,
At Morgensmil har Skyerne bortdrevet?
O, kan det være saa? — Kan Livets Have
Gjenblomstre, mens paa Hoiderne det sneer?
Kan sødt Violer, dække Vintergrave?
Mig synes dog, jeg dette Under seer. —
Min Gud — er dette Alt en Drømmens Gåve,
Saa lad mig aldrig, aldrig vaagne meer!
Stemninger.
Hvor kommer det, at nu, da Himlen atter
Ny Kjærlighed mild lagde til mit Bryst,
Nu, da igjen mig smiler Livets Lyst,
At ei med Sang min Lykke ret jeg skatter?
Er Poesien da kun Savnets Datter,
Og svulmer Sangen kun i Kampens Dyst?
Er der i Sjælens Æolsharpe tyst
Naar intet Længselssuk dens Strenge fatter?
O nei — af stille Vellyd belt den bæver —
Thi Livet selv er vordet nu et Digt,
Og Hjertet ikke drømmer meer, men lever.
Og dette stille Kvad er mere rigt
End Stormens Klage, som mod Sky sig hæver —
En klar Septembermorgen er det ligt.
Hvad gjør det saa, om Verden ei det hører.
Naar hun, den Elskede, det kjender kun ?
Naar hun ved Dag. ved Nat, til hver en Stund
Med bløde Haand mit Hjertes Strenge rører.
Et kjærligt Blik, et Smil fra hendes Mund
Mig nu den bedste Sangerløn tilfører.
Om Taushed end min Digterkrands beslører —
I Hjemmets Fred jeg finder Sangens Grund.
Der kan jeg rolig dvæle ved det Svundne
Og eie det i Mindets Sølverskjær,
Mens Dagen straaler i det nylig Vundne.
Du Hjertets Poesi, gjenhilset vær!
Er dine Toner end til Hjemmet bundne —
Langt meer end Ærens Klang er du mig kjær.
Hvad er det for en Drift, som dog nu vender
Tilbage i min Sjæl, trods den er stille,
Og ingen Trang har mere til at ville,
Og intet Savn og ingen Sorg meer kjender?
Hvad stiger dog, saa mægtig som en Kilde,
Fra Hjertets Dyb hidop, hvor Dagen brænder,
Og hæver atter mine gamle Hænder
Til Kunstens Værk, om det er nok saa lille?
Jeg veed, at Moden ei min Sang meer ærer,
At ei jeg gribe kan i Harpens Strenge
Saa stormende, som Tiden nu begjærer.
Og dog jeg drives maa til Sang, saalænge
Hin skjulte Kilde end mit Indre nærer
Og vil som Toner ud af Brystet trænge.
Lad dem da klinge end, saa godt de kunne,
Om Mængden dem vil høre eller ikke,
Om Ny-Æsthetici dem end vil stikke
Med skarpe Ord fra haanligt spidse Munde.
Den, som vil tro af Hjertekilden drikke,
Kan ikke deraf tage nogen Vunde,
At Hine sige: Fuglesang i Lunde
Er gammeldags og flau, og duer ikke. —
Den faaer dog lige fri og ung end være,
Saalænge Blade grønnes, Blomster dufte,
Og Poesiens Vinger Sjælen bære.
\
Paa disse Vinger skal den engang lære
At svæve lien i Evighedens Lufte
Og synge fuldt til Herrens Lov og Ære.
30*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
