Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Parmo Carl Ploug.
.397
Skal for en Slægt, forfjamsket og forkuet,
Jeg synge hvad jeg veed vil Ingen røre?
Og skal jeg tale for det døve Øre,
Indtil jeg snart til Taushed vorder truet?
Men naar da kjærlig mig Din Arm omslynger,
Naar ved Dit Bryst til Ro mit Hoved lægges,
Ei Træthed og Forsagthed meer mig tynger.
Saa voxer Modet, og min Spændkraft vækkes,
Og ufortrøden taler jeg og synger,
Og skrider fremad uden at forskrækkes.
Naar dem jeg saae, der nys var mine Lige,
Bestandig løftes høiere i Veiret,
Dem, der sad stille, mens jeg brugte Sværdet.
Og for at falde foretrak at vige;
Og naar jeg da saae Mængden maale Værdet
Blot efter Trinene paa Høiheds Stige,
Og knæle for de Mægtige og Rige —
Saa har jeg stundom Magt og Glands begjæret.
Men naar saa min vildfarne Tanke vendte
Hjem til mit Hjem, det kjærlige og trygge,
Min Daarskab jeg med Ruelse erkjendte.
Nei, jeg velsigner netop Livets Skygge:
I den fandt jeg langt meer, end jeg fortjente,
Dig og i Dig et Overmaal af Lykke.
Du er det Træ, som mig sin Skygge byder;
Du er den Ranke, som min Drue bærer;
Du er det Ax, hvoraf mit Brød jeg skærer;
Du er den Blomst, hvis Duft og Glands mig
fryder;
Du er den Fugl, der synger i min Stue;
Du er det Billed, som mit Øie nyder;
Du er den Sol, som mine Skyer bryder,
Og Du er Stjernen paa min Aftenbue.
Men hvad kan jeg nu give Dig i Bytte
For Alt, hvormed Du daglig mig beriger?
Ja, jeg kan elske, ære og beskytte,
Og aldrig jeg Din Tro og Tillid sviger;
Det er det Hele. — Men hvad kan det nytte?
Jo længere jeg lever, Gjælden stiger.
Du kommer.
Du kommer — saa er Alting godt,
Og alt det Onde glemt,
Saa er min Vraa et Marmorslot.
Og i mit Bryst har Sangens Drot
De bedste Strenge stemt.
Du kommer — saa er Himlen blaa
Og alle Skyer Guld,
Og alle Skovens Fugle slaae,
Og Høstens Mark af Blomster smaa
Er atter ganske fuld.
Du kommer — saa er Livet smukt
Og hver en Time leer;
Saa standser Intet Tankens Flugt,
Saa bærer al min Gjerning Frugt,
Og hvad jeg ønsker skeer.
Du kommer — saa er Livet rigt
Og al dets Møie let;
Saa er et Legetøi min Pligt,
Min Hvile et fuldbaaret Digt,
Og Klang mit Aandedræt.
Du kommer i din Elskers Favn,
Og bygger der og boer —
Saa kjender Sjælen intet Savn,
Saa kjender Glæden intet Navn,
Og Læben intet Ord.
Yil Du elske mig?
Vil Du elske mig, naar Dagen lider,
Og dens Sol er bleven kold og mat;
Naar den dunkle Skygge fremad skrider,
Og bebuder, derter kort til Nat;
Naar min Fod er træt og mine Hænder
Synke magtesløse i Dit Skød;
Naar mit Øie sig mod Himlen vender,
Bedende om Enden paa min Nød?
Vil Du elske mig, naar hvad jeg loved
Viser sig at være ufuldbragt;
Naar det sees, at Hjerte meer end Hoved
Har jeg havt, og mere Mod end Magt;
Naar jeg vrages som en rusten Klinge,
Nu for sløv, men engang altfor hvas,
Og den store Hob kun agter ringe,
At jeg dog engang har fyldt min Plads?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
