Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
442
Hans Vilhelm Kaalund.
Af Roser, af Roser vel tusind jeg plukked;
Men tilblods blev jeg revet, tilblods blev jeg
stukket.
Der var Fald for min Fod, der var Steen paa
min Sti,
Og Noden i Pjalter mig humped forbi.
II.
Og jeg skulde trælle og være Din Slave
I saadan en Verden, bedækket med Grave!
Nei aldrig, aldrig! — jeg bød Dig Trods. —
Hvem var den Stærkeste vel af os?
Saa toge vi To et Tag med hinanden
Om hvem af os der var Overmanden.
Det var mig, der vakled, og Dig, der stod —
Jeg kunde ei rokke Din faste Fod.
Jeg vilde Dig i mine Arme hæve,
Men følte i Afmagt mit Knæled bæve.
Jeg søgte i Luften et Støttepunkt.
Men Arbeidet blev mig for svært og tungt.
III.
Og Din blev Seiren! Jeg maatte vige —
Men Herre jeg var i mit eget Rige.
Jeg var jo født med et Scepter i Haand,
En Evighedsarving, en fribaaren Aand,
Og eied det stolteste Kongedømme,
Som nogen Phantast har seet i Drømme,
En Verden — ikke som Din af Muld,
Men straalende, lys og underfuld.
Der flygted jeg ind og tætted hver Sprække,
Saa skulde vel ikke Din Arm mig række!
— Men som en Creditor barsk og raa
Du stod derude og dundred paa.
Det hjalp kun lidt, at jeg stopped mit Øre,
Jeg kunde Din Kalden derude høre:
»Luk op, Du Daare! luk Livet ind,
Og giv mig Dit luftige Hjernespind!«
IV.
Og jeg gav Dig det Alt! Jeg bad ei om Naade,
Men aabnede Porten saa høit jeg formaaede!
Og det var som faldt fra mit Øie et Bind —
Jeg bød Guds Verden et freidigt Kom ind
Med dens Skygge og Lys, dens Sorg og
Gammen,
Og jeg synes, nu stemme vi herligt sammen!
Og tager den stundom ei paa mig blidt,
Og synes for tung mig dens Lærdom tidt,
Og skotter endnu jeg som Barnet til Riset
Og drømmer imellem om Paradiset —
Og kan ikke rime det Alt, hvad skeer,
Med mine Ønsker og mine Ideer —
Jeg tænker, jeg faaer det vel nok til at passe,
Naar jeg rykker op i en høiere Klasse!
Den brudte Straale.
Du priser kun Skjalde af første Rang,
De mindre kan Du ei taale;
Du vil kun høre udødelig Sang,
Ei svagere Harpers bævende Klang —
O Daare, har Du til Lyset Trang
Og skyer dog dets brudte Straale!
Det Lys, som Tiden skal klaret see,
Maa brydes i tusinde Sjæle;
Med anende Længsel, med stammende Vee
Maa Tusinde græde, maa Tusinde lee,
Før Tiden sin mægtige Tolk skal see:
Den Skjald, som giver den Mæle.
Thi yder min Sang blot et useet Frø
Til Aandens evige Sommer,
Da lad kun mit Navn forglemmes og dø!
Koraldyret lig i den dybe Sø
Jeg bygger dog med paa den voxende 0
Og bereder den Verden, som kommer!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
