Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448 Meyer Aaror
Da Stefano kom tilbage til Stuen, havde
Kvinderne forladt den, og han gjensaae ikke
sin Hustru, før hun tilsløret kom ud for at
følges med ham til Kirken, til Vesper,
Aftenen før Set. Cecilies Dag. Hun laa
længe knælende, saa at de Fleste gik ud
af Kirken, inden hun var færdig med sin
Andagt. Derpaa gik hun rask op imod
Høialtret, kastede sig ned paa Trinet, og
sagde til den Geistlige, at hun viede sig
til Christi Brud.
Stefano kunde Intet udrette herimod,
men maatte gaae ene hjem.
Denne Begivenhed blev meget omtalt
i Padua. Nogle sagde, at Giovanna havde
fattet sin Beslutning af Fortrydelighed over
Stefano, der ved at føre en Fremmed i Huset
under saadanne Vilkaar havde viist, at han
ikke elskede hende høit nok eller paa rette
Maade. Andre mente, at Giovanna altid
havde elsket Paolo og nu, da hun saae, at
ban elskede hende, ikke ansaae det for
sømmeligt at være en anden Mands Hustru.
Paa den Tid, da dette skete, var
Giovanna atten Aar.
1 hendes otte og tyvende Aar, da hun
ved sin Fromhed og Blidhed havde erhvervet
et saadant Navn, at hun næsten betragtedes
som en Helgen, blev hun alt svagere, og
i Forventning om Dødens Komme gik hun
for sidste Gang til Skrifte.
Hun sagde gjennem Skriftestolens lille
Gitter til Munken, som sad derinde og lagde
sit Øre til Gitteret: »Hellige Fader, i mere
end ti Aar har jeg Dag og Nat kun havt
een Tanke, og endnu i dette Øieblik tænker
jeg kun paa En, en Månd ved Navn Paolo.
Kan det nogensinde tilgives mig? Vil Herren
have Barmhjertighed og Medynk med mig?«
Munken svarede: »Der er større
Miskundhed i Himlen, end Jorden drømmer om.
Himlens Hærskarer med Guds Moder i Spidsen
bede for dem, der have følt en stor og
fuldstændig Kjærlighed og ikke for dens
Skyld gjort Ondt og ikke glemt Herren.«
Giovanna sagde: »Men min Synd er
stor, hellige Fader; jeg har for min
Kjærligheds Skyld næsten glemt min Herre og
Frelser; thi endnu i denne Stund, da jeg
føler Døden nær, har jeg en stor Længsel:
den, at til Gjengjæld for de ti Aar, jeg
nu har levet, mine Øine maatte see ham i
min Dødsstund; ja, det forekommer mig, at
kun ved Hjælp af et saadant Syn, der vilde
være et Underværk, kan min Sjæl rive sig
løs for at gaae til Gud. Hellige Fader,
hvorledes kan en saadan Synd tilgives, og
hvorledes kan min arme Sjæl faae Ro til
at døe?«
Munken svarede: »Min Datter, vend
Dit Øie mod dette lille Gitter, hvorigjennem
Du har talt til mig.«
De andre Nonner hørte et svagt Skrig
fra Skriftestolen; derpaa blev Alt stille.
Da man endelig blev opmærksom paa, at
der vedblev at være saa stille, og nærmede
sig, fandt man Munken og Nonnen siddende
døde, hver i sit Rum.
Et Linieskib løber af Stablen.
(Af „Nord og Syd". 1850.)
Det vil være vanskeligt at beskrive
Fraværende, hvilket Skuespil det er, at et
Linieskib løber af Stablen. Enhver kan let
forestille sig, at det maa have noget
Storartet ved sig, naar en saadan Masse kommer
i Bevægelse og glider frem; men det
egenlige, levende Indtryk lader sig ikke
frembringe gjennem Phantasien. Thi idet den
tunge, mørke Masse begynder at skride,
faaer den Liv; den synes pludselig at blive
et fornuftbegavet Væsen, der i stolt og
krigersk Selvbevidsthed følger sit Kald, søger
» Veien til Ros og Magt« , medens Lue og
Røg staaer op efter det. I stigende Hast
glider den vældige Skabning forbi, og med
ubeskrivelig Ynde dukker den ned i Havet,
gynger et Øieblik paa Bølgerne og standser
derpaa, som om den udfordrende saae sig
om efter dem, den skal møde. Og Livet,
som banker i den, det er Liv af Folkets
Liv. Længe staaer den tætte,
uoverskuelige Menneskemængde og venter og bliver
baade træt og vaad — thi det var nu dygtigt
Regnveir idag — men idet Kolossen begynder
at røre sig og søge Havet, slaaer Øfolkets
Hjerte høit, og det hilser det unge
Linieskib, som Faderen hilser sin Nyfødte. Det
sender Skibet de rungende danske Hurraer
og tager Hatten af for sit mægtige, næsten
altfor mægtige Barn; men mange Tanker
komme og gaae i Hast, og medens Hurraerne
runge, hører man hist og her et dæmpet:
Gud velsigne det! Gud være med det!
Dertil lyder Krigsmusik og Kanonskud, snart
er Alt indhyllet i Krudtdamp — nu er
Barnet døbt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
