Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Christian Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Christian Asbjørnsen.
465
Saa snart Asbjørnsen i Forening med Moe havde realiseret denne Tanke
ved den ovennævnte Samling, slog den almindelige Stemning strax om til Fordel
for Foretagendet, og de nye, forøgede Udgaver og Fortsættelser modtoges med
alt større og større Bifald. Ved öffentlig Understøttelse — bl. A. fra
Universitetet, der saaledes godkjendte Værkets videnskabelige Betydning, — blev
Asbjørnsen sat i Stand til Aar for Aar at foretage nye »Opdagelsesrejser«, og
da han i sin aabne, velvillige Personlighed havde den Nøgle, der kunde lukke op
hos den tidt noget utilgjængelige Almue, kom han aldrig tilbage uden rige Fund.
Han har saaledes gjennemkrydset Norge fra Ende til anden, dels paa
Folkepoesiens, dels paa Naturvidenskabens Vegne; thi denne sidste er hans egenlige
Studium og skylder hain mange betydelige Arbejder, lige som han skylder den
en Middelhavsrejse, som han 1849 gjorde med Corvetten »Ørnen«, og et længere
Ophold i Udlandet i 1856—58, under hvilket han fornemmelig lagde sig efter
Forstvidenskaben. Han beklæder nu Pladsen som rejsende Forstmester og har
i denne Stilling den bedste Lejlighed til at virke for sit Livs to Hovedopgaver.
I Asbjørnsens rige Forfattervirksomhed rager især eet Arbejde frem som
det, der er det ejendommeligste Udtryk for hans Personlighed, og som det, der
berettigede os til ovenfor at antyde, at Asbjørnsen ikke blot er Samler, men
selvstændig Digter. Det er hans »Norske Huldreeventyr og Folkesagn«, hvis
to Bind udkom 1845 og 1848. Forfatteren indskrænker sig i denne mærkelige
Bog ikke til en tør Meddelelse af de enkelte Sagn; han omgiver dem med en
Ramme af mesterlige Naturskildringer og fortrinlige Personfremstillinger, eller
rettere, han fletter disse Elementer saa harmonisk ind i hinanden, at det Hele
danner et poetisk Konstværk, hvis største Fortjeneste er den ydre og indre
Sandhed i de enkelte Billeder. Ved saaledes at hensætte Sagnene i de
Loca-liteter, hvor de have hjemme, ved at føre de Personer, i hvis Mund de lægges,
frem for Læseren i hele deres characteristiske Skikkelse, har Asbjørnsen peget
paa en af de Veje, ad hvilke den nye norske Litteratur skal ledes til en national
Udvikling. At Vinket var rigtigt, derom har den norske Digtning siden hin Tid
noksom vidnet, og det er ikke uden Betydning, at det var Bjørnstjerne Bjørnson,
der som Ordfører for Studenterne bragte Asbjørnsen en Tak og en Hilsen paa
hans Fødselsdag 1870 i Anledning af, at der nu var forløbet femogtyve Aar
siden den første af de to betydningsfulde Samlinger »Huldreeventyr og Folkesagn«
var udkommen.
En Aften ved Andelven.
»Dud og Pine, det er den beau Ideal
af en skotske Urretelv«, sagde en ung
Britte, en Bekjendt, jeg havde truffet i
Eidsvoldsbakken, og som jeg derfra fulgte
ned til Andelven i Baarlidalen, hvor han
vilde fiske. »Her maae vi faae Urret,«
fortsatte han, »men Elven er ikke saa klar,
som den skud’ være; den skud’ være saa
klar som Kristal; og seer de hvilket Sjeneri
det er her, for naar jeg fisk’, jeg seer ikke
efter Fisk alene, men paa hvert maleriske
Træ, der speile sig i Elven, paa hver Flye,
der flive, jeg hør’ efter hver Fugl, der singe.«
Medens han i et saadant Sprog
vedblev at tolke sin Passion for Naturen, og
satte Stangen sammen, kastede jeg mig ned
i det duftende Græs med min Cigarre.
Rundt om mig i Bakken blomstrede
Spi-ræer, Skabioser, Blaaklokker, Nardus og
det røde, yppige Gjederams. Over mig
vajede Birkenes svævende Grene; nede ved
Elven tittede Glemmigeier frem mellem
fro-digtvoxende Stargræs, der ogsaa i yppigste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
