Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter Christian Asbjørnsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
Peter Christian Asbjørnsen. 470
at foragte. Saa lovede han, at ban skulde
gaae til Præsten og faae hende døbt, og
snild vilde han ogsaa være mod hende.
De reiste da hjem, og hun blev døbt, og
de holdt Bryllup og levede baade godt og
vel, som man siger.
Men engang han havde været lidt slem
og gjort hende imod om Dagen, hørte han
saadan Larm og Styr paa Gaarden om
Natten. Men da han kom ud i Svalen om
Morgenen, var hele Gaarden fuld af Alt,
hvad der kunde behøves til Gaardsdrift og
Huusholdning. Der var baade Kjøer og
Heste, og Plove og Høslæder, og Ringer og
Bøtter, og alle mulige Ting.
Da det led til Høsten igjen, og Kaalen
blev stor, og Konen skulde til at hakke
og stelle til Slagtningen, saa havde hun
ikke noget Hakkebred og ikke heller noget
Hakketrug. Hun bad da Manden tage Øxen
og gaae op i Fjeldet og hugge ned den
store Furuen, som stod ved Myren paa
Sæterveien; hun skulde have den til et
Hakketrug.
»Jeg mener, du er forstyrret, Kjærring!«
sagde Manden. »Skulde jeg hugge ned det
bedste Træ i Tømmerskoven til at gjøre et
Hakketrug? Og hvorledes skulde jeg faae
den hjem fra Fjeldet paa denne Tid, den
er jo saa diger, at ingen Hest aarker at
trække den?«
Hun bad Manden alligevel; men da han
slet ikke vilde gaae, saa bad hun om Øxen,
gik op i Skoven, hug Furuen ned og kom
hjem med den paa Ryggen. Da Manden
saa det, blev han saa forskrækket, at han
aldrig siden turde sige hende imod, eller
gjøre Andet end hun bad om, og fra den
Tid var der aldrig Uenigbed mellem dem.
Det var Historien. Hvilken stærk og slem
Månd min Bedstefader var, har de vist hørt;
min Fader, Proprietairen, kjender de,« sagde
hun truende og med Ironi; »de kan altsaa
slutte dem til hvad de kan vente, hvis de
bringer mig i Harnisk.«
»Du vil nok blive her med det samme
du, Marié,« sagde Smaagutterne, som, aldeles
blaasorte om Munden, viste sig ved Døren
med et umaadeligt Knippe Blaabærlyng.
»Det er forbi med Regnen for længe siden,«
sagde de; »kom nu og lad os gaae.«
Vi reiste os; de rige Arabesker, det
prægtige Løvværk af Lichener og Mosser,
der dækkede de fugtige Stokkevægge,
spillede, forfriskede ved Regnen, i det glimrende
Sollys. Udenfor i Skoven var der en Glæde
over alle Planter og Fugle. Pyroler og Lineer
udsendte Strømme af Vellugt, og Granen
dryssede sin Duft over os. Skoven var fuld
af Fuglesang og Glæde; i hver Top sad
der en Maaltrost og spottede min
Kjærlighed; Gjerdesmutter og Fuglekonger sang
omkaps og jublede glade over sin Lykke;
kun en enlig Rødkjælke klagede mellem de
tætteste Grene.
Medens vi vandrede ned ad Skraaningen
gjennem Skoven, laa Øvre-Rommerige for os
i Solskinnet; over de vestlige Aaser hang
Regnen endnu som et graat Slør; men mod
Nord var det saa blankt og klart;
Mist-bjerget, disse Egnes Øjentrøst, hvælvede sig
der som en blaalig Kuppel, og vi saa
Bakkerne, og Skovene, og Kirkerne og Gaardene,
og Smaagutterne kjendte grant den røde
Staldbygning hjemme paa Gaarden. Det gik
rask nedover; Marie løb omkaps med
Smaagutterne; jeg slentrede efter, stirrede
melankolsk ud i det vandløse Landskab, og læskede
min Tørst med saftige Blaabær. Vi vare
ikke længe om det sidste Stykke; men da
vi kom i Hjemhagen, stäk Middagssolen saa
brændende hedt, at det ikke var til at holde
ud. Marié satte sig i Græsset under den
gamle Eg, og vi fulgte Exemplet. Da
bølgede der pludselig en Tonestrøm hen
over os. Forundret lyttede Marie og
stirrede op i Hvælvet af den mørke,
skyggerige Krone, som om hun ventede at faae
Øie paa alle Skovens vingede Sangere. Jeg
kjendte Tonerne; det var en sjelden Gjæst
i Egnen, det var den guldbrystede Sanger,
der gav os denne Koncert. Den var i sit
bedste Lune; den skreg som Falken og
smaanynnede som Sidskenen. Den gav os
Lærketriller og Stærresang og Svalekvidder;
den kjendte alle Sylviers Toner. Det var
et sandt Potpouri af Fuglesang med Jubel
og Smerte.
»Hører De denne,« raabte Marie, idet
hun sprang op og dandsede om under Træet;
»ved disse Toner føler jeg min Huldrenatur;
jeg føler, at jeg hører hjemme her,
ligesaa-vist som De tilhører Byen og Bøgerne og
Komediespillet og Lirekasserne!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
