Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Ingebrektsen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
472
Jørgen Ingebrektsen Moe.
1845 under Titelen »At hænge paa Juletræet« og oplagdes paany fire Aar efter
som »En liden Julegave«. De enkelte Digte i denne Bog ere alle stærkt prægede
af den religieuse Alvor og Grebethed, hvormed Moe omfatter sin Præstegjerning,
som han 1853 kaldtes til at røgte i de alvorlige og ensomme Egne ved »Krøderens
grønne Strande.« Ti Aar senere forflyttedes han til Bragernæs i Drammen.
Indledning til „Digte".
Jeg veed ensteds mellem Barskovens Træer
En grøn liden Jordbærbakke;
Og jeg skal vise dig Hældets Bær,
Ifald du vil tage tiltakke.
Men Stien gaar under Skovens Sus —
Den Sørgesang maa du taale;
Og Marken vexler med Lyng og Grus,
Rødbrun af Træernes Naale.
Og tro kun ikke, om frem du naar,
At hele Bakken skal rødme —
Saa her og saa der et Jordbær staar,
Som har nogen Duft og Sødme.
Nordens Kvinder.
Ved Studenterfesten til Fædrenes Minde, 13de Januar 1846.
Naar Vaaren aander paa Li og Fjeld
Og vækker Urterne af Dvalen,
Da dufte sødt fra hvert Bakkeliæld
Vel tusind Blomster gjennem Dalen.
Men af dem alle er dog fagrest en,
Den glindser skjær, foruden Piet og Men,
Og aander ud
Et Sommerbud:
Konvallen, Blommernes Blomme.
Den spirer helst paa et enligt Sted,
Hvor Bakken luner for Vinde;
Men Duften lokker dog hen dit Fjed,
Hvor du dens Klynger kan finde.
Der staar den, skjult bag det brede Blad,
Og bøier bly mod Jord sin Klokkerad —
O, se dens Kind,
Hvor lys og lind:
Ja, den er Blommernes Blomme.
Konvallen ligner dit Hjertes Brud,
Din blonde nordiske Pige:
Den liljerene, den skjære Hud
Kan Sindets Renhed dig sige.
O, denne milde, klare Skjønheds Magt
Hver nordisk Ungersvend i Baand har lagt.
Den dufter bly
I Læ og Ly —
Den selv er Blommernes Blomme!
Saa tænk paa hende, du i Klyngen tog,
Og lad for hende Hjertet banke —
I al din Foraarsrigdom har du dog
Ei nogen fagrere Tanke!
Den bringer dig det første, glade Bud,
At Aandens Sommerblomst vil springe ud,
I Lysets Bad,
Med deiligst Blad,
Til Krands for Blommernes Blomme!
Sæterjentens Søndag.
Paa Solen jeg ser, det lider alt frem,
Snart er det ved Høimessetide —
O den, som en Stund fik ønske sig hjem
Blandt Folk, som paa Kirkevei skride!
Naar Solskiven stiger lidt, saa den staar
Der midt over Skaret i Kammen,
Da ved jeg, i Dalen Klokkerne gaar,
Da ringer fra Taarnet det sammen.
Mens ene jeg gaar i ødslige Fjeld
Og kun hører Bjælderne klinge, .
Staar Gjenternes Flok, med Søljer og Tjeld,
Paa Vangen livor Klokkerne svinge.
Nu kommer vel Odd i susende Trav
Som ellers paa Elgsblaks-Ryggen;
Han klapper dens Hals, han let springer af,
Og binder den henne i Skyggen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
