Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Ingebrektsen Moe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Ingebrektsen Moe.
475
Malmens Klang igjennem Heiens Stilhed gaar,
Ekko maa paa Stemmen agte,
Og med dobbelt Kraft paa Fjeldets Væg
den slaar,
Men den synes intet magte.
Solen synker, men med djærve Nævegreb
Drage Karlene det tunge Klokkereb —
Se, da træder bråt
Ud af Fjeldets Nat
Pigen bleg og taus og sagte.
Skridtet afmaalt vexler efter Malmens Lyd,
Mens hun vandrer over Heien;
Hov’det bøies under Sølvets tunge Pryd,
Smukt det blinker ned ad Veien.
Men som hjem hun gaar sin hellig-stille Gang,
Og hun skrider over Tunets grønne Vang,
Strækker Foden let
Ud mod Tærsklens Bræt:
Touget brast ved Klokkens Svaien.
Ak, da svandt den Fagre i et flygtigt Nu.
Op sig atter Fjeldet lukked,
Og i Dybets Gab til Gubbens Sjælegru
Atter Dalens Rose dukked.
Men de blege Karle hørte hendes Skrig,
Til i stille Jamren dybt det tabte sig.
Altid mindre vist.
Lød det ud tilsidst
Som en Barnerøst, der sukked.
. V ! • ■. II .’O !,!•:• I i t !ii
Fanitullen.
I hine haarde Dage,
Da ved Øldrik og Svir
Hallingdølens Knivblad
Sad løst i hans Slir, —
Da Kvinderne til Gilde
Bar Ligskjorten med,
Hvori de kunde lægge
Sin Husbonde ned:
Stod der et blodigt Bryllup
I Hemsedal ensteds,
Hvor Leg og Dands var tystnet
Og Karlene slog Kreds.
Thi midt paa Gulvets Tilje,
I den mandslagne Ring,
Stod To med dragne Knive
Og eet Belte spændt omkring.
Og som udskaarne Støtter
I hvilende Ro
Staa endnu fire Karle
I Kredsen om de To.
De løfte Tyrilysen
Mod det sorte Bjelketag,
Hvor Røgens Hvirvler samles
Til et rugende Lag.
Forgjeves tvende Kvinder
Med Hyl trænge frem,
At bryde det faste Gjærde,
Der er stillet foran dem.
De kastes vredt tilbage
Af de muskelstærke Mænd —
Og Spillemanden rolig
Gaar til Kjældertrappen hen.
Nu skal han ned at tappe,
Thi den seirende Månd
Kan sagtens vel behøve
At kysse Bollens Rand.
I Beltespænding nappes
De kun med Blodets Tab,
Saa maa vel Aaren fyldes
Fra Tøndetudens Gab.
Men da han stod i Kjældren,
Han saa i et blaaligt Skin
En sidde der paa Tønden
Og stemme Felen sin.
Og Karlen holdt den omvendt,
Tæt op til Brystet klemt,
Og gav sig til at stryge,
Saasnart han havde stemt.
* Det var et Spil, som dued:
Det klang som vred Mands Ord,
Som Hug af staalsat Bile,
Og som Næveslag i Bord.
Det jubled og det hulked
I den skumle Kjælderhal,
Da Slaattens Toner endte
Med et rungende Mandefald.
it>’iJf.*/un
Taus Spillemanden lytted
Til de mægtige Løb;
Det var som Spillets Hvirvler
Ned ad Ryggen ham krøb.
Saa spurgte han den Anden:
»Hvor lærte du den Slaat?«
Han svared: »Det er det samme,
Men mind dig den blot!«
Nu Manden ned sig luded
Og efter Tappen tog —
Da saa han Hestehoven,
Som Takt mod Tønden slog.
Han glemte rent at tappe,
Han sprang i Stuen op —
Der løftcd de fra Gulvet
Den faldne Mandekrop.
36*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
