Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488
Henrik Ibsen.
i sex Aar og skrev i dette Tidsrum Skuespillet «Gildet paa Solhoug«, et Studie
efter Hertz’s »Svend Dyrings Hus« og sit Forbillede langt underlegent i alle
Henseender. For Christiania norske Theater, ved hvilket Ibsen 1857 blev ansat
som artistisk Directeur, skrev han det historiske Drama »Fru Inger til Østeraad»,
der betegner et stort Fremskridt, især hvad den psychologiske Opfattelse angaaer,
og lige som «Hærmændene paa Helgeland« (1858) vidner om en stærk Stræben
henimod Originalitet i Fremstillingen; det kan i denne Henseende fremhæves,
at det førstnævnte Arbejde, hvis Stof er taget fra Norges Middelalder, er
skrevet i Prosa.
I Sommeren 1858 giftede Ibsen sig med en Datter af Præsten Thoresen
i Bergen (at dennes første Ægteskab; anden Gang var han gift med den bekjendte
Forfatterinde Magdalene Thoresen). Fra nu af fik Ibsens Liv et vægtigere
Indhold, og den første Frugt heraf var det ypperlige, med plastisk Kraft virkende
episke Poem »Terje Vigen« samt det mærkelige Digt »Paa Vidderne (1860), der
er betydningsfuldt som en Slags Sammenfoldning in nuce af afgjørende Tanker i
hans senere Production. Den Frigjørelsestrang, som gaaer igjennem dette Digt, fik
dog først sit fulde Udtryk i Ibsens næste Arbejde »Kjærlighedens Komedie« (1862,
andet Oplag 1867). Dette Værk med dets dristige Polemik, der klinger trodsende
og æggende gjennem de kjække Vers, vakte en betydelig Opsigt i Norge, men en
Opsigt, der ikke altid var af den behageligste Art, fordi man i det lille Samfund
blandede Digterens personlige Forhold ind i Discussionen. Han tabte meget i
det almindelige Omdømme og var for stolt til at dæmpe den offenlige Menings
Ophidselse ved beroligende Oplysninger. Kredsen omkring ham veg mere og
mere tilbage, han blev mere og mere ensom, men fandt netop i Ensomheden
sig selv. Derom vidner hans næste Arbejde, Dramaet »Kongs-Emnerne« (1863,
anden Udg. 1870).
Denne storartede Digtning, en af de betydningsfuldeste i den moderne
Skuespillitteratur, viser den stærkt voxende Udvikling, hvori Ibsens Digteraand
befandt sig. Ikke alene i Sammenligning med hans tidligere Arbejder, men i
Sammenligning med næsten alle den nyere Tids Dramer maa dette Skuespil
vinde Prisen ved den fine psychologiske Sands, der aabenbarer sig i
Fremstillingen af Hovedforholdet i Stykket som i de mange underordnede Forhold; det
røber paa ethvert Punct en Forfatter, der atter og atter har vejet og overvejet,
før han skred til Værket, og hvis Udtryk desuagtet Intet har tabt af Øjeblikkets
Friskhed og Farve. Det varsler tillige derved, at Vægten er lagt udelukkende
paa det for Personligheden ethisk Afgjørende, om den Forfatter, der i sine
følgende Arbejder endnu stærkere skulde fremholde denne Fordring, skjøndt
intetsteds saa fuldt og helt indoptagen i Konstværkets Former som i denne Digtning.
Dette har sin Grund i, at Ibsens senere Arbejder have været direkte
polemiske, og dette er atter fremgaaet af de Stemninger, som hans Forhold
maatte fremkalde hos ham, Forhold, der kunne antydes ved den Udtalelse af
hans ellers velvillige Biograph i det norske »Illustrede Nyhedsblad«, der —
rigtignok før »Kongs-Emnerne« var kjendt — bebrejdede ham Mangel paa ideel
Tro og Overbevisning. Just som sidstnævnte Værk udkom, døde Frederik den
Syvende og Krigen udbrød. Ibsen skrev Digtet »En Broder i Nød« med
dets absolute Fordring til Folket, med dets skjærende Sondring mellem
Valgets Ja og Nej. Hans Stilling var ikke saaledes, at hans Fordring blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
