Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
Henrik Ibsen.
fra min Lykkes Livsforlis,
kun en Moders Sjæl kan fatte.
(hun knæler ned ved Kommoden, aabner en Skuffe og tager
forskjellige Ting frem. I samme Øjeblik lukker Brand
paa Døren og vil tale till hende, men da han bemærker,
hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver staaende.
Agnes ser ham ikke.)
Brand (sagte.)
Evig samme Flugt om Graven,
samme Leg i Dødninghaven.
Agnes.
Her er Sløret. Her er Kaaben,
han blev baaren i till Daaben. —
Her i Knyttet har jeg Kjolen —
(hölder den ivejret, ser paa den og ler.)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille Glut,
da han sad i Kirkestolen. —
Her er Skjærfet, her er Kuften,
han var klædt i første Gang
han fik komme ud i Luften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden — ;
den skal lægges her ved Siden. —
Vanter, Strømper, — hvilke Ben!
og hans nye Silkekyse,
som han fik for ej at fryse —;
den er ubrugt, ren og pen. —
O, der ligger Langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tætt,
for at rejse lindt og lett; —
da jeg atter havde lagt den
bort, var jeg till Døden trætt.
Brand
(knuger Hænderne i Smerte).
Spar mig, Gud! jeg kan ej knuse
hendes sidste Afgudshuse;
skikk en anden, er det rett!
Agnes.
Den er plettet; har jeg grædt? —
Hvilken Rigdom! Perlestukken,
smertekrammet, taaredrukken,
glansomstraalt af Valgets Gru,
hellig! Den er Kroningskaaben,
som han bar i Offerdaaben!
O, hvor jeg er rig endnu!
(Det banker hvasst paa Gangdøren; Agnes vender sig med
et Skrig og ser Brand i det samme. Døren rives opp og
en Kvinde, forrevent klædt, træder ilsomt ind med et Barn
paa Armen.)
Kvinden.
(ser Børnetøjet og raaber till Agnes).
Del med mig, du rige Moer!
Agnes.
Du er tifold mere rig!
Kvinden.
Haa, du er de andre lig;
altid Munden fuld af Ord!
Brand (nærmer sig.)
Nævn mig, hvad du søger her.
Kvinden.
Ikke dig, for du er Presten!
Heller ud igjen i Blæsten,
end at høre Præk om Brøde;
heller flygte sig tilldøde,
drukne, raadne paa et Skjær,
end ät staa. for Svartemanden,
som ved Vejen ned till Branden!
Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,
at jeg blev till den jeg er?
Brand (sagte).
Denne Røst og disse Trækk
isner mig med Aningsskræk !
Agnes.
Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.
Sulter Barnet, skal det mættes —
Kvinden.
Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
Vore Folk har Landevejen,
Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen;
vi skal færdes, vi skal vandre;
Hus og Hjem er for jer andre.
Lynsnar maa jeg ud igjen;
de er efter mig som Hunde!
Foged, Lensmand, Lovens Mænd
gad mig binde, hvis de kunde.
Brand.
Her du skal ej røres.
Kvinden.
Her?
Under Tag og mellem Vægge?
Nej , du ; Vinternatten bær
bedre Luftning till os begge.
Men et Plagg till Svøb for Barnet!
Ældste Broder hans, det Skarnet,
er som Tyv ifra mig strøgen
med den Klud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen
blaa, forfrossen, gjennemføgen,
af den Rim, som røg forbi.
Brand.
Kvinde, gjør din Spæde fri
for din vilde Dødsfærds Sti; —
lad ham løftes, lad ham lettes;
af kan Brændemærket tvættes —
Kvinden.
Jo, du kjender godt till Tingen!
Sligt et Under mægter ingen, —
skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Ved du hvör hans Moer har født ham
Jo, paa Grøftekantens Hælding
under Drikk og Spil og Sang.
Han blev døbt i Sluddets Vælling,
korset med et Kul af Asken,
læsket med en Klunk af Flasken; —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
