Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502 Henrik
Agnes.
O, du ved det!
(rækker Kappen mod ham).
Brand.
(nærmer sig og spørger uden at tage den):
Villigt?
Agnes.
Villigt!
Brand.
Rækk mig Kappen,
Kvinden sidder end paa Trappen.
(gaar.)
Agnes.
Røvet, røvet, — alting røvet, —
sidste Baand, som bandt till Støvet!
(staar en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt gaar
Od-trykket i kendes Ansigt over till høj straalende Glæde.
Brand kommer tilbage; hun flyver ham jublende imøde,
kaster sig om hans Hals og raaber):
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
Brand.
Agnes!
Agnes.
Mørket er forbi!
Alle Ræddsler, som har tynget
lig en Mare paa mit Bryst,
ligger nu i Sluget slynget!
Der er Sejr i Viljens Dyst!
Af er alle Taager strøget,
bort er alle Skyer føget;
gjennem Natten, over Døden
ser jeg Skimt af Morgenrøden!
Kirkegaarden, Kirkegaarden!
Ordet aabner ej for Taaren.
Navnet river ej i Saaret; —
Barnet er till Himlen baaret!
Bran d.
Agnes! Ja, nu har du sejret!
Agnes.
Ja, tilvisse sejret nu, —
sejret over Grav og Gru!
O , se opad, se ivejret!
Ser du Alf for Tronens Fod,
lysglad som i Livets Dage,
strække Armen os imod?
Om jeg ejed tusind Munde,
om jeg turde, om jeg kunde,
ikke en jeg dog opplod
for at kræve ham tillbage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
till at finde Midler ud.
Barnets Offer, Offerbrøden,
baaret har min Sjæl fra Døden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til Sejr jeg maatte fristes! —
Takk, at du min Haand har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg saa din Hjertekval.
Nu staar d u i Valgets Dal;
over dig nu Vægten faldt
af dets intet eller alt!
Brand.
Agnes, gaadefuldt du taler: —
endt er alle Stridens Kvaler!
Agnes.
Glemmer du det Ord fra før:
den, som ser Jehova, dør!
Bran d
(viger tiUbage).
Ve mig, hvilket Lys du tænder! —
Nej! og tusind Gange nej!
Jeg har kjæmpestærke Hænder;
gaa ifra mig skal du ej!
Lad kun alt paa Jorden glippe;
hver en Vinding kan jeg slippe, —
o, men aldrig, aldrig dig!
Agnes.
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
Slukk det Lys, som i mig brænder,
stæng for Juletankens Kilde;
giv mig mine Afgudsklude, —
Kvinden sidder end derude, —
lad mig atter gaa tillbage
till de himmelblinde Dage,
sænk mig atter ned i Dyndet,
hvor, till nu, jeg sløvt har syndet,
-alt du kan; det staar dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
stækk min Vinge, stæng for Sjælen,
Døgnets Blylodd hæng om Hælen,
bind mig, trækk mig atter ned,
did, hvorfra du selv mig hæved, —
lad mig leve, som jeg leved,
da i Mørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din Hustru er som før; —
vælg; du staar paa Vejens Skille!
Brand.
Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette Sted,
langt fra alle Sorgens Minder,
Liv og Lys som et du finder!
Agnes.
Glemmer du at her dig binder
Kaldets Daab — og Offrets med?
Glemmer du de tusind Sjæle,
som dit Hverv er her at hele, —
dem, Gud Herren bød dig føre
fremad, hjem, til Frelsens Kilde ?
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
Bran d.
Jeg har intet Valg at gjøre.
Agnes.
(kaster sig om hans Hals).
Takk for alt, — og Takk for dette
Du har ledet tro den trætte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
