Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Bjørnstjerne Bjørnson. 510
give sig til at synge eller raabe, lagde
ban Hænderne stille overkors, bad Fadervor
sex Gange fremlængs og baglængs, ganske
sagte, — og følte, idet han sovnede ind,
at der var dog Ingen paa Guds grønne
Jord, han holdt slig af som Fader sin.
Den næste Dag vaagnede han i en
forfærdelig Angst, fordi han ikke kunde
skrige; thi han skulde nu alligevel have
Prygl. Da han slog Øjnene op, mærkede
han til stor Lettelse, at han havde bare
drømt det, men mærkede ogsaa snart, at
en Anden skulde netop have Prygl, og det
var Aslak. Sæmund gik op og ned ad
Gulvet, og Thorbjørn kjendte nok den
Gang. Den noget lille, men undersætsige
Månd saa en og anden Gang under de
buskede Bryn saaledes hen til Aslak, at
denne nok følte, hvad der laa i Luften;
Aslak selv sad oppe paa Bunden af en
stor Tønde, nedad hvilken hans Ben
dinglede eller krogede opover. Han havde som
sædvanlig Hænderne i Lommen og Huen
paa Hovedet trykket let ned, S cl ei äti det
tykke mørke Haar stäk i Dusker frem
under Skyggen. Den lidt skjæve Mund
var endnu skjævere, det hele Hoved holdt
han lidt paa Skakke og saa til Sæmund
fra Siden af under halvt tillukkede
Øjen-laag. »Ja, Gutten din er gal nok,« sagde
han; »men værre er det, at Hesten din er
troldskræmt.« Sæmund standsede. »Du
er en Gap,« sagde han, saa det drønnede
i Stuen, og Aslak lukkede Øjenlaagene
endnu tættere til. Sæmund gik paany;
Aslak sad en Stund stille. »Jogu er den
troldskræmt, jo!« og skottede efter ham
forat se hvad Virkning det havde. »Nej,
men den er skogræd , er den ,« sagde
Sæmund , fremdeles gaaende; »du har fældet
Træ over den i Marken, din uvorne Slusk,
og derfor kan Ingen længer faa den til at
gaa rolig der.« Aslak hørte en Stund paa
dette. »Jaja! tro det du! Troen
skjæm-mer Ingen .... Men jeg tvivler paa den
gjør Hesten din god igjen,« lagde han til
og skubbede sig idetsamme længer ind paa
Tønden og dækkede for Ansigtet med den
ene Haand. Sæmund kom ganske rigtig
hen til ham og sagde sagte, men
uhyggeligt nok: »du er en ond . . . .«
»Sæmund!« lød det borte fra Aaren; det var
Ingebjørg, Konen, som tyssede paa ham,
ligesom hun sad og tyssede paa den Mindste,
der var bange og vilde skrige. Barnet
havde tiet før, og nu taug ogsaa Sæmund;
men han stäk dog sin for en saa under-
sætsig Månd meget lille Næve lige opunder
Næsen paa Aslak og holdt den der en
Stund, idet han ludede sig frem og brændte
ham med Øjnene ind i Ansigtet. Derpaa
gik han som før og saa hen til ham en
og anden Gang i Hast. Aslak var meget
bleg, men lo dog med det halve Ansigt
over til Thorbjørn, idet han holdt den Side
ganske stram, som vendte mod Sæmund.
»Vorherre give os et godt Taalmod!« sagde
han om lidt, men bøjede i det samme
Albuen op som forat afbøde et Slag.
Sæmund standsede tvært og skreg med al sin
Stemme, idet han satte Foden i Gulvet, saa
Aslak gav sig: »Nævn ikke ham, - du!«
- Ingebjørg rejste sig med Spædbarnet og
tog ham mildt i Armen. Han saa ikke til
hende, men lod dog i det Samme Armen
falde. Hun satte sig, han gik atter op
og ned; men Ingen sagde Noget. Da dette
varte en Stund, maatte Aslak til paa Ny.
»Ja, . . . . han har vel meget at bestille
paa Granliden, — han!« »Sæmund,
Sæmund!« hviskede Ingebjørg; men før det
naaede frem, var Sæmund alt raset hen til
Aslak, som satte Foden for. Den blev brudt
ned, Karlen greben i den og Trøjkrave,
løftet og saaledes sat imod den lukkede Dør,
at Fællingen gik ud, han ud igjennem den
paa Hovedet. Konen, Thorbjørn, alle
Børnene skreg og bad for ham, og hele Huset
stod i een Jammer. Men Sæmund ud efter
ham, huskede ikke paa at lukke Døren
ordentlig op, men spændte Resterne tilside,
tog ham anden Gang, bar ham ud af
Svalen, ud paa Gaarden, løftede ham højt
og kastede ham med al Magt ned igjen.
Og da han mærkede, at der var formegen
Sne, til at han kunde slaa sig tilgavns,
satte han Knæ paa hans Bryst og foer
ham lige op i Ansigtet, løftede ham tredje
Gang, bar ham til et mere snefrit Sted,
som en Ulv, der drager en sønderrevet
Hund, slåp ham atter, værre end før,
knæ-gik ham, — og Ingen kunde vide,
hvorledes dette havde endt, dersom ikke
Ingebjørg var styrtet imellem med Spædbarnet
i Armen: »Gjør os ikke ulykkelig!« skreg
hun.....
En Stund efter sad Ingebjørg i Stuen,
Thorbjørn klædte sig, Faderen gik atter
op og ned, drak nu og da lidt Vand; men
Haanden dirrede slig, at Vandet fløj over
Koppen og klaskede i Gulvet. Aslak kom
ikke ind, og Ingebjørg gjorde om Lidt
Mine til at gaa ud. »Bliv inde,« sagde
han, — som var det ikke til hende han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
