Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En Lappelejr. (Carl Vogt. 1863)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Det er ogsaa en af de mange Fabler, der ere viden udbredte,
og som den ene gjentager efter den anden,» var Svaret.
«Hvorledes skulde de vilde Rensdyr oppe paa Dovre, midt inde i Landet,
kunne komme til Søen, de, som aldrig gaa ned til de lavere,
beboede Egne? Her hos os tilhører, som De ser, hele Stranden
enkelte Ejere, som her have Engmarker og Haver, og som vel
vilde vogte sig for at tillade Lapperne at drive sine Dyr ned til
Stranden og lade dem ødelægge alting. Det er endda meget
godsligt af Konsul Holst, at han tillader Folkene at komme ned til det
øverste af Dalen; thi de skaane ligesaalidt Skoven som Græsgangene,
over hvilke de drive sine Dyr.»
«Det er altsaa sandt,» sagde en anden, «at det almindelige
Hornkvæg ikke vil gaa der, hvor Rendyrene have græsset, og at
Koen har en instinktmæssig Afsky for Renen?»
«Langtfra,» svarede Konsulen; «der gives nu mange Lapper,
som foruden sine Rensdyr ogsaa holde Kjør, da hine give saa lidet
Melk, og de trives fortræffelig sammen. Men de Lapper, som
komme hid til Kysten, forbyde vi, Ejerne af den Grund, paa hvilken
de midlertidig slaa sig ned, at holde Kjør, da disse ellers vilde
spise Græsset op for vore egne Kjør. Rensdyr og Hornkvæg gaar
ikke paa nogen Maade hinanden i Næringen; thi Rensdyret æder
kun meget sjelden Græs, medens Koen ikke bryder sig om Mos,
saa at begge komme fortræffelig ud af det med hinanden.»
«De berøver os alle traditionelle Forestillinger, og til syvende
og sidst kan der kanske ikke engang anføres nogen Grund til, at
Lapperne komme ned til Kysten og ikke hellere altid blive oppe
mellem sine Fjelde?»
«Grunden,» svarede en af Nordmændene, «ligger i
Virkeligheden mere i Lappernes Magelighed og Vandrelyst end i Hensynet
til, hvad deres Dyr behøve. I Løbet af nogle Uger er det utaalelig
hedt oppe paa Fjeldene, og af de myrlændte Strækninger, som
der brede sig ud, saa langt Øjet kan naa, strømmer der da frem
saadanne Masser af Myg, at de lig en Taage formørke Luften.
Lapperne foretrække da at drage ned til nær ved Søen, hvor Heden
er langt mindre, hvor Mygsværmene ikke komme i saa forfærdelige
Masser, og hvor de tillige have Anledning til at drive Byttehandel
med os. Nu bringe de os Hornene og Skindet af de Dyr, som de
i Vinterens Løb have slagtet, og tilbytte sig for dette en Mængde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
