Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 73 —
strøm i mine Tanker. Han fulgte mig. Stundom
syntes jeg, han forfulgte mig.
Det var undertiden som en Plage, fordi han
voldte mig saa store Vanskeligheder i min
Tænkning, som var rationalistisk. Ikke netop i streng
kirkehistorisk Forstand, men saaledes, at jeg kviede
mig for Underet.
Jeg kunde ikke bli kvit Kristus, vilde det vel
heller ikke; thi, naar det kom til Stykket, elskede
jeg ham. Men jeg talte aldrig om ham til den
nævnte Kamerat. Han var irreligiøs, og jeg vilde
ikke udfordre hans Spot. Gid jeg kunde talt til
ham om Kristus, saaledes at han allerede dengang var
blevet berørt; men mit Forhold til Gud var altfor
svagt og problematisk til, at det kunde bli noget for
andre.
Men gid jeg havde kunnet. Det er saa
forfærdeligt at tænke paa, at han ikke blev hjulpet. Jeg
har været nær ved at gaa i Rette med Gud. Naar
Gud bevarede mig gjennem mit Studenterliv, hvorfor
kunde han ikke bevaret ham — hvorfor ikke alle?
Det, som hjalp mig, var sikkert først og fremst
det Gudsforhold, den Kjærlighed til Frelseren, som
jeg havde i min Sjæl fra Hjemmet, og som var
styrket ved den lille Vækkelse Aaret før Artium.
Dernæst var det min Mors og Fars Bønner, det
er jeg sikker paa. Endelig var det den bra
Kamerat-kreds, jeg fik. I 18 Aar, fra mit 10de til mit 28de
Aar, var jeg i Kristiania, men i alle disse Aar fik
jeg ikke engang vide Veien til noget utugtigt Hus.
Det kunde naturligvis forresten være skeet tilfældig
og uskyldig; men jeg nævner det til Ære for min
Kameratkreds, hvor der jo forresten i Overgivenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
