Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XVI.
Da Tvilen kom.
Klar Himmel og straalende Solskin var der over
de første fire Aar af min Prestegjerning fra
1873—1877, som ogsaa var den eneste Tid efter
Artium, i hvilken jeg har følt mig aldeles frisk og
arbeidsdygtig — det lille Høideplateau i mit Liv med
Hensyn til Helbred.
Prestegjerningen var mit Liv, og den var bare
Lykke. En stundom næsten ængstende Følelse af
Medgang, saa jeg erindrer, at jeg sommetider bad
Gud, at han ogsaa maatte fri mig fra Medgangens
Fristelser. Da blev Solen pludselig formørket for
mig. Uveiret kom. Mørke og Storm. Hvilket
Mørke? Hvilken Storm? — Tvilens.
Jeg undres, om det ikke er gaaet mange kristne
og mange Prester, som det gik mig. De er blevet
overvundne af Guds Aand. De er grebne af Kristus.
De har overgivet sig til Gud. Deres Liv er
gjennem-ildnet af religiøs Begeistring. I denne Begeistring
havde de det Indtryk, at deres Tro omfatter — uden
Forskjel — hele Kirkens Tro, det ene som det andet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
