Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Breve, Memoirer, Essays. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
overleve hans øvrige Produktion. Selv
beundrede han ikke de Komponister, der satte
hans Sange i Musik — Koncertsalen kan ikke
maale sig med Folkesindet — de mægtige
Tonemestre hører efter hans Formening
Fortiden til.
Månge muntre Episoder, kuriøse
Oplevelser, skarpe Anekdoter virker forfriskende,
smaa Portrætstudier — bl. a. af Georg
Brandes — viser Aakjers Sym- og Antipatier i
grel Projektørbelysning. Bogen vakte strax
Storm — senere vil den vistnok rolig indgaa
i Rækken af hans Værker.
Beslægtet med Aakjærs Erindringer er
Johan Skjoldborgs Min Mindebog, der
fortæller om »Barndommens Dage», om den
senere Folkelivsskildrers beskedne Tilværelse
i den afsides jyske Kommune, hvor hans
Vugge stod, om hans Forældres trælsomme
Liv — en halvt alvorlig, halvt munter
Optakt til disse Memoirers kommende
Mand-domsskildring.
Nylig døde Peter Andreas Rosenberg,
en af de virksomste Skribenter og
Theater-mænd, Danmark har ejet, Lærer og
Foredragsholder — hans populære Foredrag maa
tælles i tusindvis. Han var Dagmartheatrets
Sceneinstruktør i den Riis-Knudsenske
Periode, skrev selv Skuespil, oversatte og
bearbejdede talrige dramatiske Arbejder, udgav
Grundtvigs og Søren Kirkegaards Værker
og et stort Konversationslexikon, forfattede
filosofiske Undersøgelser, hævdede Søren
Kirkegaards Betydning jævnsides Rasmus
Nielsens — han mente, denne var et filosofisk
Geni — og polemiserede rasende med Georg
Brandes. Han maatte selv staa for Skud, —
ensidig var han, gik ikke pa Akkord, ilter
af Sind. Han vilde ikke se — for at anvende
en Moliére’sk Replik — naar han en Gang
havde bidt sig fast i en bestemt Mening. Han
nedstammede fra en gammel
Skuespillerslægt — Heger’ne.
Rosenberg fik udgivet iste Del af sine
Erindringer — 2 den er næppe bleven fuldendt
inden hans Sygdom. Han skildrer sin Slægt,
sin Barndom og Ungdom, de Personligheder
han traf. Hans Fader var den kendte
Skandinav Dr. Carl Rosenberg, og selv havde han
»indsuget Svensk næsten med Modermælken».
Da han var 9 Aar gammel, lod hans Fader
ham paa egen Haand rejse til Lund for at
besøge hans Ven Grev Gustav Hamilton.
Theatret optog ham fra de tidlige Aar —
som ganske ung fik han et Lystspil
»Fantomer» opført paa Det kgl. Theater. Ogsaa
med Theatermennesker kom han i Berøring
— Mantzius, Emil Poulsen, fremfor alt
Johanne Luise Heiberg, der ogsaa paa ham
udøvede en eventyrlig Magt. Hendes
mørke-blaa Øjne var gaadefulde, hendes
Talestemme havde en forunderlig gribende Klang.
Han karakteriserer Mænd som Hostrup,
Hauch og dennes mærkelige Hustru Renna
Hauch, en kritisk anlagt, lidenskabelig
Personlighed, der sikkert har øvet stor
Indflydelse paa sin Mands Digtning.
Først og sidst gør Rosenberg op med Georg
Brandes — »et stort, et rigt facetteret Talent,
men han var intet Geni; prøver man paa at
hævde det, kommer man til at gøre ham
Uret».
Disse »Erindringer» tegner da den Månd,
der skrev dem. Har han end ofte Skyklapper
paa, pulserer dog et varmt og heftigt Hjærte
baade i Stil og Fremstilling. Bogen vil give
Fremtiden et typisk Billede af Rosenberg.
Ogsaa i C. M. Normann-Hansens nye
Erindringer Livets Logbog har man
Forfatteren fuldt og helt i hele hans springende
Fortællemaade, i hans impulsive og
impressionistiske Stil. I hastige Glimt fører han
Læseren Verden rundt — han har rejst og
færdedes viden om, blandt nyere danske
Skribenter kan vist kun Åge Meyer
Bene-dictsen i saa Henseende maale sig med ham
— se de Breve, der nylig er blevet udsendt
som anden Del af den Mindebog, hans
Venner har samlet. Normann-Hansen skildrer
med samme livlige Anskuelighed den
indianske Sommers klare, kølige Solskin,
Chicagos Stenørken, Himmel og Hav i Lys og
Mørke og endelig hans sene Alders Tilflugt,
den lille Klippeø Christiansø, med den friske
Foraarsbrise hen over Bastionen og med de
skumbræmmede Skær ved Kysten, et Sted,
hvor en digterisk Fantasi kan arbejde frit:
Landets yderste Skær, Vejs Ende!
Digter er Normann-Hansen, enten han
skildrer Verdensbyens Elendighed eller
Østersøens herlige Havbrus. Man læser ham
med rigt Udbytte.
Fornøjelige Memoirer er Frederik Graaes
Erindringer fra Sydhavsøerne — disse
Sydhavsøer ligger ikke i det stille Ocean, men er
Lolland-Falster. Graae er en livlig Fortæller,
508
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
