- Project Runeberg -  Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg /
37

(1882) [MARC] Author: Johanne Luise Heiberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Af Hanne Buntzens Optegnelser

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

37

sagde til sig selv: »Altsaa nu først, ved disses Opmærk-
somhed har han lært mig at kjende, han, som·har kjendt
· mig fra Barn af.« Hun kunde ikke faae andet Syn paa
hans forandrede venligere Tone imod hende, end at det
kun var Forfængelighed hos ham over hendes uventede
Triumph, der gjorde, at han nu viste hende større Ømhed, ·
og den Agtelse, hvormed hun hidtil havde seet op til ham,
led et Skaar, der var vanskeligt at hele. »Han trækker
mig nu ved alle Leiligheder frem,« sagde hun til sig selv,
»han, som har ladet mig gaae her i hans Huus som den
Ringeste blandt de Ringe og ikke værdiget mig at tage
Deel i hans Sorger eller Glæder, men bestandig har
ladet mig føle, at- jeg Jntet kunde være for ham, han
« trækker mig nu selv ind i enhver Samtale med disse
Fremmede, fordi han seer, at det behager dem.· Jeg skal ·
nu spille, synge for dem, han·, som tidligere altid forlod
Værelset, naar jeg satte mig til Claveret i Haab om,- i
vor Eensomhed at behage ham hermed. Er nu denne For-
andring hos ham udsprungen af Kjærlighed til mig?
Nei, det er Forfængelighed og intet Andet.« l) Saaledes
lød omtrent den Monolog, hun nu daglig repeterede for
sig selv, og en bitter Følelse imod ham indsneg sig i
hendes Hjerte. Ja, hun har endogi senere Aar udtalt,
at Intet i den Grad havde vendt hendes Sind fra ham,
som netop denne pludselisge Forandring. Blomsten zi denne
Sjæl»havde nu udfoldet alle sine Blade. Den saae sig
tilbedt, beundret, og den badede sig idisse Solstraaler og
følte, at den ikke længere blomstrede forgjæves .

l) Sml. Brevet 2. Ang. 1801.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:23:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/paheiberg/0053.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free