- Project Runeberg -  Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg /
130

(1882) [MARC] Author: Johanne Luise Heiberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Thomasine Heiberg til Gyllembourg, 7. August 1801

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

130

selv. Jeg tænker aldrig paa sandet end paa at komme ud
til Dig og være for stedse hos cLig-; jeg lever kun i den
tilkommende Tiid, og det nærværende Oyeblik har slet
ingen Værd for mig. Om Aftenen, ·naar· jeg kommer
herop paa mit Kammer, staaer jeg altid lidt i den aabne
· Altandor og seer paa den stjerneklare Himmel; jeg længes
da altid saa inderlig efter Dig; jeg tænker med Veemod
paa hine lykkelige Nætter i Falquerslov, og næsten altid
rinder een af disse Aftener mig saa levende i Tankerne:
Kan Du erindre en Aften, jeg stoed i Vinduet i mit
Kammer og saae paa Himlen, der var usædvanlig klar og
fuld af Stjerner? Du stoed hos mig; Du kyssede mig,
og jeg sagde til Dig: »Der falder mig ind i dette deblik,
hvad der staaer i en tydst Vise, jeg altid har holdt meget af:

Dann blickten herab von der leuchtenden Ferne
auf unsere Kiisse die frenndlichen Sterne."

Siden den Tiid tænker jeg altid paa det Vers og den
Aften, hver Gang jeg seer paa Stjernerne. Kjender Du
den Vise? Jeg veed. ikke hvorfor, men i mange Aar har
jeg aldrig kunnet synge den eller blot høre gMelodieUT
dertil uden at blive paa en behagelig Maade «melankolsk,
og næsten aldrig, uden at Taarerne ere komne mig i
Oynene Jeg er ellers ingen stor Elsker af tydske Viser
og har, inden jeg tænkte paa Ruhedal eller kjendte dets
elstværdige Herre, tidt spurgt mig selv, hvorfor denne Vise
gjorde saa dybt et Jndtryk paa mig, og hvorfor jeg lige-
som med en dunkel, behagelig Ahnelse sang:

Die ärmliche Hlitte so eng und so kcein,
die weihten die Gngel zum Himmel uns ein.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:23:46 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/paheiberg/0148.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free