Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
naar man maa sige sig: opmuntringskransen
den faar du først, naar du er støv og ler
og synderlig den trænger ikke mer —
hvad under da, man blir som lidt fra sansen,
naar pludselig, lyslevende det sker!
Saa gik det mig igaar.
Det var just en af hine mærkedage.
hvor man ret nøie kalder sig tilbage,
hvad helst der burde være gemt og glemt,
hvor hver en hjertefiber er forstemt
og tanken: selv at være gemt og glemt
os trykker mer end vægt af mange åar —
da se, 0, hvilket under!
sker der mirakler ogsaa nu om stunder?
Imens jeg sidder saadan, fjernt fra hjemmets
| scene,
mig følte ret saa trist og ene,
en straale fra et fremmed ømhedsvæld
faldt mildt og kvægende i den forstemte sjæl.
I blomsters rige flor,
i aftnens festlig tændte kjerter,
musikkens søde toner — vennehulde ord
et tilraab naaed mig fra unge, friske hjerter.
»Vær kæk!« lød deres røst — »glem ej din
sangerpligt |
Øv freidig du som vi din ædle kunst!
O, bryd dig ei om mængdens usle gunst!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
