Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
lig traditionel Predikestiil saavelsom en med rhetorist Klinst
snoet Stiil vistnok ikke kan anbefales,^saa tor dog Predikenens
Sprog heller ikke vere overladt til sig selv, men ogsaa det har
Fordring paa Opmerksomhet» nnder Udforelsen. Og her komme
samtlige Hovedmomenter i Predikenens Begreb (§ 13) paany i
Betragtning; nden Indflydelse paa Sproget er hverken Predi
kantens Personlighed eller Predikenens Plads i den
kirkelige Gudstjeueste, eller Predikeueus ssilde (deuhel
lige Skrift) eller Menigheden, for hvilken den holdes, eller
Opbyggelsen, som er dens Formaal.
§ 95. Predikantens Personlighed i Sproget. I
Glids Huus kommer man ikke for at hore en Exercits med Ord
og Talemaader, men for at hore en i Guds Ord vel bcvan
dret og i Guds Naad og Villie oplyst Mauds levende
Vidnesbyrd om Sandhed til Salighet», altsaa en Tale
Paa Overbevisningens nknnstlede Sprog. Predikanten
maa derfor tale nd af sin sande a åndelige Personlighed,
altsaa ikke ved Sftrogcts ydre Midler affektere Stemninger og
Bevegelser, ikke tale sogt, afmaalt, i stndcrte Vendinger, men
hans Sprog bor vere ham naturligt, sandt, sig selv ligt,
baus Stiil utvuugen, udeu Auleg paa at stille siv
Stjouhed tilskue. Vistnok forlanges her en Personlighed,
som er helliget og oploftet af Guds Aaud, som altsaa
ikke beherskes af Raahed, Lavhct», Lidenstabelighed, og for hvem
det folgelig heller ikke er natnrligt at tale i et Guds Aands Vid
nesbyrd i Ordet uverdigt Sprog.
§96 Predikenens liturgiske Stilling, afprlrget i
dens Sftrog. Her merkes tveude Fordringer. 1) En almin
delig Fordring er, at Predikenen med sin sproglige Indkled
llillg ikke maa vere i Modsigelse men i Harmonie med sine Om
givelser, navnlig Bonnen og Sangen, at den maa bote sig
for det liturgiske Hoitideli ghedcns Princip, altsaa vistuok ad
skilte sig i Sprog og Stiil fra audeu verdslig Tale. Navulig
bor den ligesaavel holde sig fri for spillende Vittigheter og for
ethvert Anstrog af ha an en de Ironie, som for kjedelig Torhed
og Plathed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
