Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Løse Portrætstudier af vore nye Forfattere - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
Denne Dødsscene synes mig Kulminationen af Digterens
Talent; her er paa alle Punkter nok, paa intet for meget, og
undertiden er det at give for meget hans største og betydeligste
Fejl. Angst for ikke paa ethvert Punkt at blive helt original
bliver han altfor ofte noget maniereret, i sin Bestræbelse for altid
at give nye Billeder, bliver Udtrykkene undertiden søgte, Far
verne, der altid blandes rigt, synes for rige, og Uendeligheden
af Nuancer virker trættende. Der bliver under denne over
vældende Mængde Detailler jeg siger ikke overvældende
Mængde Ord, thi af Ord bruges ikke mange, og ikke et eneste
overflødigt - - ingen Plads for Fantasien. Men ingen Digter
gjør Ret i at bagbinde vor Fantasi. Desuden, det ene Billede
udvidsker det andet, og seiv i Bogens enkelte Partier tvinges
man bestandig til at beundre Enkelthederne, medens man alligevel
ofte staar kold overfor Helheden. Og undertiden bliver man mere
end kold nemlig forbauset. Naar det siges om Maries Øjne, <at
de kunde sænkes saa bly som en sød Tone, der døer, og løfte
sig saa kækt som en Fanfare >, da forekommer dette mig vel
originalt men udsprunget af en Originalitet rigtignok, hvis Bille
der er mere forbausende end sande. Og, som sagt, det enkelte
Billede udvidsker ofte det næste. Man læse f. Ex. følgende om
Sofie Urne:
«Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, rugende Nat,
hvor Dagen væltede frem i Stimer af myldrende Lysblink som
en sort Diamantsten, der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig
skjønne Bue, Kindens stolte Ligbleghed, der langsomt svandt i
rosengylden Rødmc, lig en Sky, som Morgensolen belyser, og
dunkelaaret som skjære Blomsterblade de fine Tindinger, der
hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke Håar . - - Giver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
