Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dramaturgiske Aforismer - En scenisk Henrik Steffens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
ligner en uhøflig Indiskretion ... det er disse uhøflige Sandheder,
De vil have med. Men med Haanden paa Hjertet, kjære Ven
inde, kan jeg forsikkre Dem: der er intet at sige, Kritiken har
intet lagt til, og har været helt aabenhjertig. Eller har man mon
ikke sagt, at Ristori var gammel ? at hun manglede Friskhed ?
at hendes Ryg var kroget? Hvad er der saa tilbage atfortælle?
Thi De har altfor megen Aand til at interessere Dem for hendes
Kanarifugle eller hendes Mand, Marquien, der alle tre følger
hende Verden rundt, eller hendes Kammerpige, der, hvis jeg
ikke fejler altfor meget, spillede Prinsessen af Lamballe i «Maria
Antonietta». De ved jo fremdeles godt, hvad «idelige Frem
kaldelser og Begejstring» i vore Blade vil sige, og De lader
Dem ikke føre bag Lyset. De kjender jo Publikum, og det vil
langt snarere forbause Dem, nåar jeg siger, at Ristori i enkelte
Øieblikke rev det med sig, saadan rigtig tog os fat og rev os
nd af vor sædvanlige usympathetiske Rolighed og Kulde. Men
naturligvis det var kun momentvis, vi saaledes glemte os seiv
og gav os hen. Vi er for dannede til at føle stærkt apropos,
jeg skal fortælle Dem en sandfærdig Historie om Dannelse og
Følelser. Frøken Anna S. vilde ikke se Ristori, fordi hun havde
hørt, man ikke kunde lade være at græde, og «hun græder
aldrig i Theatret».
For Resten er det ikke Taarer, Fru Ristori har kostet vort
Publikum. Man græder ikke overfor Ristoris Tragedie, og
Alina Fortuzzi såtte i «Medea» flere Lommetørklæder i Bevægelse
end baade Maria Antonietta og Maria Stuarda. Hvad der aflokker
vort Publikum Taarer, er det sentimentale; for at faa os til at
græde maa man gjerne klynke lidt lyrisk; vi bevæges mere af
Tusmørkets vemodige Halvlys end af den dybe Nats Mørke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
