Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ellevte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307
Solen var sunket ned til den fjerne
Skogkant, som begrcensede Sjsens Bred
der, og sendte sine rsdglsdende Straa
ler hen over Vandspejlet, forgyldende
Strandbredderne og Slottets ’ Mure
og Taarne med purpurrsdt Skjcer og op
lysende Vindusskiverne med klare Flammer.
Fru von Katsch befalede nu saa bestemt,
at man skulde vende tilbage, at selv Hr.
von Kayserling ikke vovede at vcere hende
ulydig. Den Baad, hvis Ror Chevalier
von Montbar styrede, var den sidste i den lille
Flotille. Underholdningen paa denne var
forstummet, alle Blik hvilte beundrende og
henrykte paa Landskabet, som straalte as
en Skjsnhed, saadan som selv Naturen,
denne Moder til al Skjsnhed, kun formaar
at udvikle i sjeldne, begunstigede
Men midt i al denne Skjsnhed forekom
Chevalieren det allerstjsnneste yndigste,
overstraalende den glinsende og den
gyldne Aftenhimmel, at vcere Billedet as
den unge Pige, som sad ligeoverfor ham
Paa Baadens noget ophsjede Spids og som
i yndig Forvirring, overgydt as Aftenlyset,
snart saa ned til Bslgerne, som krusede sig
om Kjslen, snart skuede over til den fjerne
Skogkant, hvorved da hendes Blik altid
ligesom tilfceldig strejfede ham og under
tiden i et flygtigt Ojeblik dvcelede ved ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
