Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det moskovitiske Rusland - 19. Mikael Feodorovitsch Romanov og Patriarken Filaret (1613—1645)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Thronbestigelse forefandt Frankrig. Krigene indadtil og
udadtil vare endte, men urene Elementer vare til Stede. Da
Henrik den Fjerde var bleven Konge, maatte han Provinds
for Provinds, By for By, dels med Vaaben dels ved
Underhandlinger, gjenerobre sit Rige fra de Fremmede, fra
Ligisterne og fra de store Provindsgouvernører, der vare
blevne uafhængige. Paa lignende Maade forholdt det sig i
Rusland: Anføreren for de donske Kosakker, Zarutzski,
optraadte som Hersker i Astrakhan, i Forening med Marina
og hendes Søn med «Røveren fra Tuschino»; den polske
Streifkorpsfører Lissovski hærgede de sydvestlige Egne;
de zaporogiske Kosakker hjemsøgte Landstrækningerne ved
Dyna, og næsten hver Provinds var et Bytte for en eller
anden Bande. Ganske vist havde Polakkerne forladt Kreml,
ligesom Spanierne i sin Tid det tilbageerobrede Paris; men
man maatte vente hines Tilbagekomst i aggressivt Øiemed,
og de forbleve desuden i Besiddelse af flere vigtige faste
Pladser, navnlig af den vigtige By Smolensk. Sverrig
havde benyttet sig af Ruslands Forlegenhed til at
bemægtige sig Stor Novgorod. I Rigets Indre laa Stæder og
Landsbyer i Ruiner, Befolkningen var formindsket og
udpint, og Røveruvæsenet var gaaet over til at blive et
Landsonde. Ved Hoffet havde Stormændene glemt
Lydigheden; de vare af ligesaa urolig Tænkemaade som de
Ligister, hvormed Henrik den Fjerde havde maattet omgive
sig. Hvad Rusland først og fremmest trængte til, var
en Regjering, der kunde gjenoprette Tabene og Skaden.
Mikael Romanov (1613—1645) havde ikke det
Geni, der udmærkede Frankrigs Gjenopretter, Kong Henrik
den Fjerde. Czaren var endnu næsten et Barn; Bojarerne
misbrugte hans Myndighed mod ham selv; atter blev man
ved Hoffet Vidne til hine blodige Intriger, som Ivan den
Fjerde kun havde undertrykt ved Anvendelse af
Dødsstraffe. Disse i moralsk Henseende dybt sunkne Bojarer
vare en Skjændsel for Rusland: de fredelskende Mænd og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
