Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det 18. Aarhundredes Kejserinder - 32. Katharina den Andens Sidste Aar (1779—1796)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rigsdagen samtykker i Polens anden Deling. 457
skulde tvinges til at samtykke i Preussens Fordringer. Da
dristede Rigsdags-Marskallen, Bielinski, sig til at stille For
slag herom. Grev Ankievicz udtalte Haabet om, at en «lyk
keligere Efterslægt» vilde faa den Opgave at gjenoprette
Fædrelandet. Marskal Bielinski spurgte derpaa tre Gange, om
Rigsdagen vilde bemyndige sin Kommission til at undertegne
Traktaten. Ingen svarede. Da hørtes en Stemme, der erklæ
rede, at Tausheden var det Samme som et Samtykke. Det
var Kl. 4om Morgenen; Landbudene forlode forbløffede Salen
og tørrede Taarerne af deres Øine. — Den 16de Oktober
afsluttede Rigsdagen med Rusland en Forbundstraktat eller
snarere en Underkastelsespagt, ved hvilken Katharina den
Anden garanterede «Republikens Frihed», det vil sige alle
den gamle Forfatnings Misbrug. De polske Tropper, der
laa i Kantonnement i de Landsdele, der vare afstaaede til
Keiserinden, fik Befaling til at sværge hende Troskab.
Republikkens egen Hær skulde indskrænkes til 15,000 Mand.
Polen havde ved sin Fanatisme og ved sin Valg
bestikkelighed fortjent sin haarde Skjæbne 1772; men 1793
hjemsøgtes det uforskyldt af Ulykken. Historien vil altid
vide at vurdere de ædelmodige Bestræbelser, som Kongen,
Czartoryski’erne, den større Del af Adelen og af den
patriotiske Middelstand gjorde sig for at indføre Reformer
i Landet. Borgerstanden i de store Stæder, der tilmed var
vunden for de franske Ideer, harmedes over dette nye
Attentat mod Fædrelandet. Hæren, der endnu var 25,000
Mand stærk, havde med Harme modtaget Befalingen til at
opløse sig. En Del af Adelen delte disse Følelser, medens
Resten, af Frygt for nye Skatter eller for sociale Reformer,
fandt sig med Resignation i det fremmede Herredømme.
Landbefolkningen forholdt sig apathisk og ligegyldig. Polen
bødede strengt for det haarde Livegenskab, det, midt i det
attende Aarhundredes Civilisation, havde ladet tynge paa
Landboerne. Georg Forster skrev 1791: «De polske Adels
mænd ere de eneste i Europa, der have drevet Uvidenheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
