Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 37. Alexander den Anden (1855—1881)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sukcessive indskrænkede Muschik’ens Frihed og forøgede
Herrens Myndighed. Saadanne Akter vare Feodor
Ivanovitsch’s Ukaser af 1592 og 1597, Boris Godunovs Ukas af
1601, Vassili Schuiski’s af 1607, Peter den Stores af 1723
og Katharina den Andens Ukas for Lille-Rusland af 1783.
Idet Bonden fandt sig i denne Ordning, havde han
dog ikke ganske tabt Bevidstheden om sin Ret. Han
udtrykte paa sin Maade sin gamle Eiendomsret til Jorden,
naar han sagde: «Vore Rygge tilhører Herren, men Jorden
tilhører os.» Bonden glemte ikke saa let som Regjeringen
den Omstændighed, at hans Forpligtelse til at tjene Herren,
svarede til dennes Forpligtelse til at tjene Czaren. Da
Peter den Tredie, under sin kortvarige Regjering fritog
Adelen for Forpligtelsen til at tjene Staten, troede Bonden,
at Følgen af denne første Ukas vilde blive en anden, der
befriede Bonden fra Livegenskab og Stavnsbaand og
Afgifter til Herren. Saaledes opstode Urolighederne 1762 og
Opstanden 1773, da en falsk Peter den Tredie optraadte
med det Hverv at fuldstændiggjøre den afdøde Keisers
Værk. Under Felttoget 1812 troede Bønderne et Øieblik,
at Napoleon vilde bringe dem Friheden. Under
Krimkrigen fandt ligeledes en levende Agitation Sted.
Livegenskabet var afgjort Ruslands svage Punkt: en
indtrængende Fjende kunde samtidig med Krigen udadtil fremkalde
en Slavekrig i Rigets Indre. Vi have tidligere omtalt
Emancipationsforsøgene under Alexander den Første og
Keiser Nikolaus’s Ukas af 1842. Keiseren havde ved
Udstedelsen af Edikterne 1845, 1846, 1847 og 1848 tilstaaet
Individerne og Kommunerne Ret til at erhverve
Grundeiendom. En af Nikolaus’s Fjender har ikke kunnet nægte
ham dette Vidnesbyrd: «Hvor fjendtlig han var mod alle
Frihedsideer, skal det dog med Rette siges, at han i hele
sit Liv ikke ophørte at nære Tanken om de Livegnes
Befrielse» (Dolgorukov: La vérité sur la Russie). Han skulde
testamentere sin Søn denne Opgave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
