Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11 2
den med fedt smurte patron gik ind i aabningen
paa løbet: hanen trak sig op af sig seiv. Intet
kunde længer hindre hans død; revolveren, dette
officersvaaben, var et mesterstykke, døren var laaset,
og ingen kunde komme ind.
»Nu, Aleksej Petrovitsch 1« sagde han, idet han
trykkede kolben fast.
»Men brevet ?« for det pludselig gjennem hans
hoved. — »Kan man da dø uden at efterlade sig
en linje ?«
»Hvorfor, til hvem? Alt vil jo forsvinde, der
vil da intet mere være; hvorfor skal jeg da
det . . .«
»Ja, saa er det. Men jeg vil alligevel skrive.
Skulde jeg ikke, om blot en gang, kunne udtale mig
ganske frit, uden at genere mig for nogen — og da
hovedsagelig — for mig seiv? Dette er jo et sjel
dent, meget sjeldent. et enestaaende tilfælde.«
Han lagde revolveren bort, tog et brevark ud
af en skuffe og skrev, efterat han først havde maattet
bytte flere penne, som ikke vilde skrive godt, men
gik i stykker og ødelagde papiret, saa han maatte
kassere flere ark; Petersburg, 28de november 187*.
Saa løb hans haand af sig seiv henover papiret,
idet han dannede ord og sætninger, som han seiv
dengang neppe forstod.
Han skrev, at han døde rolig, fordi han intet
havde at beklage; livet er en eneste stor løgn; men
nesker, som han havde elsket, — hvis han da
virkelig havde elsket nogen og ikke blot anstillede
sig for sig seiv, som om han gjorde det — var
ikke istand til at holde ham tilbage, fordi de havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
