Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
en stor en af system Smit og Wesson, engang blaa
anløbet; men nu var den afbleget paa grund af den
lange vandring i doktorens hylster. Den laa paa
bordet med kolben mod Aleksej Petrovitsch saaledes,
at han kunde se det afshdte træ med den indfæstede
ring til snoren, et stykke af patronhylsen tilligemed
den spændte hane og enden af løbet, der pegte hen
imod væggen.
»Se, der er døden. Jeg maa tage den, vende
den rundt . . .«
Paa gaden var det stille; ingen kjørte eller gik
forbi. Under denne stilhed lød der fra det fjerne
en anden klokke; tonerne trængte sig ind gjennem
det aabentstaaende vindu hen til Aleksej Petrovitsch.
De talte et for ham fremmed sprog; men der var
deri noget høitideligt, betydningsfuldt og festligt.
Der lød slag paa slag, og da klokken lod den sidste,
skjælvende lyd høre og svandt hen i det fjerne,
var det, som om Aleksej Petrovitsch tabte noget.
Klokken gjorde sin virkning; den mindede et
forvirret menneske om, at der endnu findes noget
udenom hans egen, lille verden, som nu pinte ham
og drev ham til selvmord. Uimodstaalig veltede
erindringerne ind paa ham, stykkevis og sammen
hængsløs, alle var de som nye for ham. Denne nat
havde han allerede overtænkt meget, kaldt meget
og mangt tilbage i erindringen, han havde indbildt
sig, at han huskede hele sit liv, at han saa sig seiv
tydelig. Nu følte han, at han ogsaa havde en anden
side, den nemlig, hvorom den svage stemme i hans
sjæl havde talt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
