Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En nat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
og glæde, had og kjærlighed, ikke for et eget alt
opslugende og intet til erstatning givende jeg, men
for den for menneskene almindelig gjældende sandhed,
som bestaar i verden, hvor meget jeg end skriger,
den sandhed, som taler til sjælen, trods alle anstren
gelser for at undertrykke den. Ja, ja! gjentog
Aleksej Petrovitsch i en skrækkelig bevæget stem
ning; alt dette er sagt i den grønne bog, det er
sagt for bestandig og i sandhed. Man maa »om
vende sig«, dræbe sit eget jeg, kaste det væk .’. .
»Men hvad nytte for Dig, afsindige?« hviskede
en stemme.
Men en anden, forhen sky og neppe hørlig,
tordnede som svar:
»Ti! Plvad nytte har han da af, at han sønder
flenger sig selv?«
Aleksej Petrovitsch sprang op og strakte sig i
hele sin høide. Dette argument bragte ham i be
geistring : En saadan begeistring havde han aldrig
følt hverken over noget jordisk held eller over
kvindelig kjærlighed. Denne begeistring fødtes i
hans hjerte, rev sig ud af ham, strømmede frem
‘som en varm, bred bølge, for gjennem alle hans
lemmer, opvarmede og oplivede for et øieblik det
af kulde stive, ulykkelige væsen. Tusen klokker
klang festlig. Solen straalede blendende, oplyste
hele verden og forsvandt . . .
Lampen, som havde brændt hele natten, lyste
svagere og svagere og sluknede tilslut ganske. Men
i værelset var der ikke længer mørkt; det lyste af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
