Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et møde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
med sine lange følearme slæbende elter sig, alt var
saa nyt og smukt for Vasil Petrovitsch, at han var
aldeles væk.
»Hvad synes Du, Vasil Petrovitsh ?« spurgte
KudrjaschefF, idet han gik hen til ham.
»Henrivende, broder, udmerket! Hvor Du har
kunnet faa det til altsammen! Hvilken smag og
effekt!«
»Læg ogsaa til, kundskab. Alene i dette øie
med reiste jeg til Berlin for at se paa de der
værende undre, og uden at rose mig seiv tør jeg
sige, at mit aldeles ikke staar tilbage, lalfald ikke i
skjønhed og interesse, om end i størrelse — ingen
lunde . . . Dette er min stolthed og trøst. Naar
det blir trist — kan man gaa hid og sidde og se
paa det timevis. Jeg holder af disse dyr, fordi de
er oprigtige, ikke som vi mennesker. De spiser
hverandre uden nogen videre historier. Se der, se:
ser Du den der, der sætter elter den anden.«
En liden fisk bevægede sig stødvis op og ned
og til siderne for at redde sig fra en lang røver.
I dødsangsten hoppede den op over vandet op i
luften og skjulte sig saa bag et fremspringende
klippestykke; men de skarpe tænder jagede overalt
efter den. Røveren var allerede færdig til at gribe
den, da pludselig en anden, som pilte frem fra den
ene side, strøg af med byttet; fisken forsvandt i
dens gab. Forfølgeren stansede aldeles befippet;
men den røver, der havde ligget i baghold, skjulte
sig i en mørk krog.
»Han greb den!« sagde Kudrjascheff. — Den dum
rian, nu fik han lang næse. Det lønnede sig da ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
