Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En menig soldats erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
vore kompagnier, efterhvert som de kom ud af
krattet, opstilledes og dannede skyttelinje, tordnede
det første kanonskud. Det var en granat. Folkene
skalv; alle ølne var rettede mod den hvide røgsky, der
allerede begyndte at fordele sig, idet den langsomt
sænkede sig ned af høien. Og i det samme øieblik
bragte den susende lyd af projektilet, der som det
forekom os, fløi hen over vore hoveder, os alle til
at bøie os. Granaten slog ned ved det bagerste
kompagni; jeg husker et hult stød, da den eksplo
derede, og et efterfølgende klageskrig. En stump
havde revet benet af en kommandersergeant. Jeg
fik først vide det efterpaa; dengang forstod jeg
ikke, hvad skriget betød; øret hørte det nok —
men ikke mer heller. Den gang flød alt sammen i
hin urolige, uudsigelige følelse, som overvælder den,
der første gang er i ilden. Man siger, at der ikke
gives nogen, som ikke er bange i slaget; ethvert
oprigtigt menneske vil paa spørgsmaalet, om han er
bange, svare ja. Men det er ikke den fysiske frygt,
som overvælder et menneske om natten i en afsides
gade, naar man møder en røver; det er den tulde,
klare bevidsthed om den uundgaaelige og nære død.
Og — vildt og underligt klinger disse ord — denne
bevidsthed bringer ikke folkene til at stanse, bringer
dem ikke til at tænke paa flugt, men driver dem
fremad. Det er ikke blodtørstige instinktet, som
vaagner, man har ikke nogen følelse af begjerlighed
efter at rykke frem for at dræbe; men det er en
uiraodstaaelig drift til at gaa paa, det koste, hvad
det vil. Tanken paa det, som man har at gjøre i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
